Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvad nu hvis andre sladrer om mig?

Hvad nu hvis andre sladrer om mig?

 Hvorfor det sårer

 Sladder kan være ondsindet – for eksempel en løgn som er et bevidst forsøg på at skade dit omdømme. Men selv sladder der ikke er så alvorlig, kan såre dig – specielt hvis den kommer fra en du troede var din ven! – Salme 55:12-14.

 Jeg fandt ud af at en ven bagtalte mig og sagde at jeg ikke interesserede mig for andre. Det sårede mig virkelig! Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun sagde sådan noget.” – Ashley.

 Faktum: Uanset om den person der spreder rygtet, er en nær ven eller ej, er det ikke sjovt at finde ud af at andre siger noget dårligt om én.

 Den dårlige nyhed – du kan ikke altid forhindre det

 Der er forskellige grunde til at folk sladrer, for eksempel disse:

 Ægte interesse. Mennesker er skabt til at være sociale. Derfor er det kun naturligt at vi taler med (og om) hinanden. Bibelen opfordrer os faktisk til i en vis grad at ‘have øje for andres interesser’. – Filipperne 2:4.

 “Det mest interessante emne at tale om er altid andre mennesker!” – Bianca.

 “Jeg må indrømme at jeg godt kan lide at vide hvad der sker i folks liv, og tale med andre om det. Jeg har ingen anelse om hvorfor – det er bare sjovt.” – Katie.

 Kedsomhed. På Bibelens tid var der nogle der ikke brugte “deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt”. (Apostelgerninger 17:21) Det samme gælder i dag.

 “Nogle skaber drama når der indimellem ikke sker så meget, så de har noget at tale om.” – Joanna.

 Usikkerhed. Bibelen advarer os af gode grunde mod den tilbøjelighed vi har til at sammenligne os med andre. (Galaterne 6:4) Der er desværre nogle der tackler deres usikkerhed ved at sprede negative rygter.

 “Negativ sladder siger som regel noget om dem der sladrer. Ofte er det et udtryk for at de inderst inde er misundelige på den de sladrer om. De spreder rygter for at få det bedre med sig selv og for at overbevise sig selv om at de er bedre end den anden.” – Phil.

 Faktum: Om du kan lide det eller ej, folk vil tale om andre – også dig.

 Den gode nyhed – det behøver ikke at lamme dig

 Du kan sikkert ikke altid forhindre at andre sladrer om dig, men du kan vælge hvordan du vil reagere på det. Hvis du finder ud af at der går rygter om dig, har du mindst to valgmuligheder.

 VALGMULIGHED 1: Ignorér det. Det er ofte bedst bare at lade det være – især hvis der ikke er tale om noget vigtigt. Følg Bibelens råd: “Vær ikke hastig i din ånd til at ærgre dig.” – Prædikeren 7:9.

 “Der gik et rygte om at jeg kom sammen med en dreng – én jeg endda ikke havde mødt! Det var så latterligt at jeg bare grinede ad det.” – Elise.

 “Et godt omdømme er det bedste våben mod sladder. Selv hvis der går et ondt rygte om dig, er det ikke mange der vil tro det hvis du har et godt omdømme. Sandheden om en har det med at sejre.” – Allison.

 Tip: Skriv ned (1) hvad der blev sagt om dig, og (2) hvordan det føltes. Når du først har ‘sagt det i dit hjerte’, kan det være nemmere at slippe det. – Salme 4:4.

 VALGMULIGHED 2: Gå til den der startede sladderen. Nogle gange føler du måske at rygtet er så alvorligt at du bliver nødt til at gå til den der startede det.

 “Hvis du går til dem der sladrer om dig, vil de lære at ofret på et tidspunkt hører om sladderen. Derudover kan du rense luften og forhåbentlig løse problemet.” – Elise.

 Før du går til én der har sladret om dig, kan du overveje følgende bibelske principper og stille dig selv de nævnte spørgsmål.

  •   “At svare på et spørgsmål før man har hørt det til ende, er både dumt og fornærmende.” (Ordsprogene 18:13, New English Bible) ‘Har jeg virkelig alle fakta? Er det muligt at den der har fortalt mig om sladderen, har misforstået hvad han eller hun hørte?’

  •   ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.’ (Jakob 1:19) ‘Er det nu det er det bedste tidspunkt at gå til den der har sladret? Er jeg sikker på at jeg går objektivt til sagen? Eller ville det være bedre at jeg lader tiden gå for at mine følelser kan blive kølet ned?’

  •   “Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.” (Mattæus 7:12) ‘Hvordan ville jeg gerne have at andre henvendte sig til mig hvis rollerne var byttet om? I hvilke rammer ville jeg foretrække at tale om problemet? Hvilke ord og hvilken opførsel ville være mest virkningsfuld?’

 Tip: Skriv ned hvad du planlægger at sige, før du går til den der har sladret. Vent så en uge eller to, kig igen på hvad du skrev, og se om du vil lave nogen ændringer. Tal også med en af dine forældre eller en moden ven for at få et godt råd.

 Faktum: Ligesom så mange andre ting i livet kan du ikke altid kontrollere sladder. Men det betyder ikke at sladderen skal have kontrol over dig!