Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvordan kan Bibelen hjælpe mig? – 3. del: Få mest muligt ud af din bibellæsning

Hvordan kan Bibelen hjælpe mig? – 3. del: Få mest muligt ud af din bibellæsning

 Når du kigger i Bibelen, synes du måske at der er rigtig meget tekst. Men det må du ikke lade dig afskrække af! Prøv i stedet at se Bibelen som en stor buffet der er fyldt med en masse gode ting. Du kan selvfølgelig ikke spise alt det du ser, men du kan udvælge nogle ting og blive mæt.

 For at få mest muligt ud af et “måltid” fra Bibelen er du nødt til at koncentrere dig om det du læser. Den her artikel kommer med nogle gode tips til hvordan du kan gøre det.

Hvad får du ud af at koncentrere dig når du læser i Bibelen?

  Når du gør noget ud af din bibellæsning, vil du også opleve fordelene. Tænk på den her sammenligning: Hvis du vil lave en kop te, kan du godt nøjes med at dyppe et tebrev i det varme vand. Men det giver ikke ret meget smag, og teen bliver kedelig. Hvis du på den anden side lader tebrevet trække i vandet i lidt længere tid, får du virkelig noget ud af det!

 Det er lidt det samme med bibellæsning. I stedet for at læse overfladisk og hurtigt i Bibelen må du sørge for at du har tid nok til at det du læser, kan påvirke dine tanker og følelser. Det var det ham der skrev Salme 119, gjorde. Han havde Guds ord, Bibelen, i sine tanker “hele dagen”. – Salme 119:97.

 Det betyder selvfølgelig ikke at du ligefrem skal bruge hele dagen på at læse i Bibelen og tænke over det. Pointen er: Salmisten tog sig tid til at tænke over det han læste i Guds ord, og det hjalp ham til at tage nogle gode beslutninger. – Salme 119:98-100.

 “Min mor sagde engang til mig: ‘Du har syv dage i ugen, og i løbet af den tid gør du mange ting for dig selv. Hvorfor ikke give lidt tid til Jehova? Det ville kun være rimeligt.’” – Melanie.

 Når du lægger mærke til hvilke principper der er i det du har læst i Bibelen, og tænker over dem, vil det hjælpe dig til at tage gode beslutninger – for eksempel når du skal vælge hvem du vil være venner med, eller når du står over for en fristelse til at gøre noget der er forkert.

Hvordan kan du få mest muligt ud af din bibellæsning?

  •    Læg en plan. “Lav et program for din bibellæsning,” foreslår en teenager der hedder Julia. “Beslut hvad du vil læse, hvornår du vil læse, og hvor du vil læse.”

  •   Skab de rigtige rammer. “Vælg et sted hvor der er fred og ro,” foreslår en ung kvinde ved navn Gianna. “Fortæl de andre i din familie hvornår du læser i Bibelen, så de ikke kommer til at forstyrre dig.”

     Hvis du læser på en elektronisk enhed, så sørg for at slå alle notifikationer fra. Du kunne også prøve at læse i den trykte udgave af Bibelen. Faktisk viser undersøgelser at det er nemmere at forstå det man læser, når man bruger en trykt publikation, og at det kan være sværere at fokusere når man læser på en skærm.

     “Jeg synes det er ret distraherende at læse på en skærm. Jeg får hele tiden notifikationer, så er batteriet lavt, og ellers er det internettet der driller. Når jeg læser i en trykt bog, skal jeg kun tænke på om der er lys nok.” – Elena.

  •   Start med en bøn. Bed Jehova om at hjælpe dig til at forstå, huske og bruge det du skal til at læse. – Jakob 1:5.

     Vis Jehova at du virkelig mente det du bad om, ved at gå i dybden med det du læser. Hvordan kan du gøre det? Hvis du læser Bibelen online eller i JW Library-appen, kan du klikke på et vers for at finde flere informationer eller artikler om det.

  •   Stil spørgsmål. For eksempel: ‘Hvad lærer beretningen mig om Jehova og hans egenskaber? Er der en bestemt egenskab her som jeg kan efterligne?’ (Efeserne 5:1) ‘Hvad lærer beretningen mig ellers som jeg kan bruge i mit liv?’ (Salme 119:105) ‘Kan jeg bruge det jeg har læst, til at hjælpe andre på en eller anden måde?’ – Romerne 1:11.

     Spørg også dig selv: ‘Hvordan hænger det jeg har læst, sammen med Bibelens tema?’ Det er et meget vigtigt spørgsmål. Hvorfor? Fordi alting i Bibelen – lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen – på en eller anden måde knytter sig til dens gennemgående tema: Jehova vil hellige sit navn ved hjælp af sit rige og vise at han har retten til at herske, og at hans måde at styre på er den bedste.