Ifølge Lukas 2:1-52

2 I de dage befalede kejser Augustus at indbyggerne i hele riget skulle registreres. ² (Denne første registrering+ fandt sted da Kvirinius var statholder i Syrien). ³ Og alle tog afsted, hver til sin by, for at blive registreret. ⁴ Josef,+ der nedstammede fra David, tog naturligvis også afsted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem.+ ⁵ Han tog afsted for at blive registreret sammen med Maria, der som lovet var blevet gift med ham+ og nu var højgravid.+ ⁶ Mens de var dér, kom tiden hvor hun skulle føde. ⁷ Og hun fødte en dreng, sin førstefødte,+ og hun pakkede ham ind i tøjstrimler og lagde ham i en krybbe,+ for der var ikke plads til dem på overnatningsstedet. ⁸ I det samme område var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. ⁹ Pludselig stod Jehovas engel foran dem, og Jehovas herlighed strålede omkring dem, og de blev meget bange. ¹⁰ Men englen sagde til dem: “I skal ikke være bange, for jeg er kommet for at fortælle jer en god nyhed om en stor glæde som hele folket vil få del i. ¹¹ I Davids by+ er der nemlig i dag født jer en frelser,+ som er Kristus, Herren.+ ¹² Og sådan kan I kende ham: I vil finde et spædbarn der er pakket ind i tøjstrimler og ligger i en krybbe.” ¹³ Pludselig var der sammen med englen en himmelsk hærskare,*+ og de lovpriste Gud og sagde: ¹⁴ “Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred+ blandt mennesker som han godkender.” ¹⁵ Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os med det samme gå ind til Betlehem og se hvad der er sket, det som Jehova har fortalt os om.” ¹⁶ Og de skyndte sig afsted og fandt både Maria og Josef og spædbarnet som lå i krybben. ¹⁷ Da de så det, fortalte de hvad de havde fået at vide om barnet. ¹⁸ Og alle der hørte det hyrderne fortalte, undrede sig, ¹⁹ men Maria gemte alle disse udtalelser i sit hjerte og tænkte dybt over dem.+ ²⁰ På vej tilbage takkede og lovpriste hyrderne Gud for alt hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet dem fortalt. ²¹ Otte dage senere skulle han omskæres,+ og han fik navnet Jesus, det navn englen havde givet ham før han blev undfanget.+ ²² Og da tiden kom til at de skulle rense sig ifølge Moses’ Lov,+ tog de ham med op til Jerusalem for at vise ham frem for Jehova, ²³ sådan som der står skrevet i Jehovas Lov: “Enhver førstefødt dreng* skal kaldes hellig for Jehova.”+ ²⁴ Og de bragte et offer i overensstemmelse med det der er sagt i Jehovas Lov, nemlig “et par turtelduer eller to dueunger”.+ ²⁵ I Jerusalem var der en retfærdig mand der hed Simeon. Han tjente Gud helhjertet og ventede på at Gud ville give Israel trøst,+ og hellig ånd var over ham. ²⁶ Desuden havde Gud ved den hellige ånd åbenbaret for ham at han ikke skulle dø før han havde set Jehovas Salvede.+ ²⁷ Under åndens ledelse kom han nu ind i templet, og da forældrene kom ind med den lille dreng Jesus for at gøre hvad Loven krævede,+ ²⁸ tog han barnet i sine arme, lovpriste Gud og sagde: ²⁹ “Suveræne Herre, nu kan din tjener dø i fred+ sådan som du har sagt, ³⁰ for mine øjne har set den der vil bringe frelse,*+ ³¹ den som du har sendt, og som alle folkeslagene nu kan se,+ ³² et lys+ der skal fjerne sløret fra nationerne+ og være til ære for dit folk, Israel.” ³³ Og barnets far og mor blev ved med at undre sig over de ting der blev sagt om ham. ³⁴ Simeon velsignede dem og sagde til Maria, barnets mor: “På grund af dette barn vil mange i Israel falde,+ og andre vil blive rejst op,+ og han vil blive et tegn som bliver modsagt+ ³⁵ (ja, et langt sværd skal gennembore dig)+ for at mange hjerters tanker kan blive afsløret.” ³⁶ Anna, en ældre profetinde som var datter af Fanuel og fra Ashers stamme, var også i templet. Hun havde været gift i syv år. ³⁷ Nu var hun enke, 84 år gammel, og hun var aldrig væk fra templet, hvor hun nat og dag tilbad Gud med faste og bønner. ³⁸ Netop på det tidspunkt kom hun hen og begyndte at takke Gud og tale om barnet til alle der ventede på Jerusalems befrielse.+ ³⁹ Da de havde gjort alt det de skulle ifølge Jehovas Lov,+ vendte de tilbage til Galilæa til deres egen by, Nazaret.+ ⁴⁰ Drengen voksede og blev stærk. Han blev fyldt med visdom, og han havde fortsat Guds godkendelse.+ ⁴¹ Hvert år plejede hans forældre at tage til Jerusalem til påskehøjtiden.+ ⁴² Og da han var 12 år, tog de derop som det var tradition ved højtiden.+ ⁴³ Da højtiden var slut og de var på vej hjem, blev Jesus tilbage i Jerusalem uden at hans forældre lagde mærke til det. ⁴⁴ De troede at han var i den gruppe de fulgtes med, så de rejste en hel dag før de begyndte at lede efter ham blandt slægtninge og bekendte. ⁴⁵ Men da de ikke fandt ham, tog de tilbage til Jerusalem og ledte omhyggeligt efter ham. ⁴⁶ Endelig, efter tre dage, fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne og lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. ⁴⁷ Alle der hørte ham, var forbavset over hans forståelse og hans svar.+ ⁴⁸ Da hans forældre fik øje på ham, blev de overraskede, og hans mor sagde til ham: “Jamen, barn dog, hvorfor har du behandlet os på den måde? Din far og jeg har desperat ledt efter dig.” ⁴⁹ Men han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Fars hus?”+ ⁵⁰ De forstod dog ikke hvad han sagde til dem. ⁵¹ Så fulgte han med dem ned og tog tilbage til Nazaret, og han fortsatte med at adlyde dem.+ Og hans mor gemte omhyggeligt alle disse udtalelser i sit hjerte.+ ⁵² Jesus voksede op og fik endnu større visdom, og han blev mere og mere vellidt af Gud og mennesker.

Fodnoter

^ Eller “hær”.

^ Bogst.: “Alt af hankøn som åbner mors liv”.

^ Eller “den måde du vil bringe frelse på; frelsen gennem dig”.

Studienoter

kejser: Det græske ord kaisar svarer til det latinske caesar. (Se Ordforklaring). Navnet Augustus er latin og betyder “den ophøjede”. Det romerske senat gav denne ærestitel til Gajus Octavius, den første romerske hersker, i år 27 f.v.t. Han blev kendt som kejser Augustus. Da han befalede at alle indbyggere i riget skulle registreres, førte det til at Jesus blev født i Betlehem, og således blev en bibelprofeti opfyldt. – Da 11:20; Mik 5:2.

indbyggerne i hele riget: Bogst.: “hele den beboede jord”. I bred betydning henviser det græske ord for “verden” (oikoumene) til jorden som menneskets bolig. (Lu 4:5; ApG 17:31; Ro 10:18; Åb 12:9; 16:14) I det første århundrede blev udtrykket også anvendt om det vidtstrakte romerske imperium som jøderne var blevet spredt i. – ApG 24:5.

skulle registreres: Sandsynligvis udskrev Augustus denne befaling fordi en folketælling ville være en hjælp når der skulle indkræves skatter og indkaldes mænd til militæret. Da han gjorde det, opfyldte han ordene i Daniels profeti om at en hersker ville sende “en registrator gennem det prægtige rige”. Daniel forudsagde også at der ville ske noget meget betydningsfuldt når denne herskers efterfølger, en der ville blive “foragtet”, var kommet til magten: “Pagtens Leder”, eller Messias, ville blive “knust”, eller slået ihjel. (Da 11:20-22) Jesus blev henrettet mens kejser Augustus’ efterfølger, Tiberius, herskede.

Kvirinius ... statholder i Syrien: Publius Sulpicius Kvirinius, der var en anset romersk senator, omtales kun en enkelt gang i Bibelen. I mange år hævdede forskerne at Kvirinius kun var statholder over den romerske provins Syrien i én periode, i omkring år 6 e.v.t., dengang der udbrød et oprør på grund af en folketælling. Derfor anfægtede de denne passage og såede tvivl om troværdigheden af Lukas’ beretning ud fra det faktum at Kvirinius var statholder i år 6 eller 7 e.v.t., og Jesus blev jo født på et tidligere tidspunkt. Men i 1764 fandt man en inskription der stærkt antyder at Kvirinius var statholder (eller legat) over Syrien i to forskellige perioder. Der findes også andre inskriptioner der har fået nogle historikere til at mene at Kvirinius var statholder over Syrien på et tidligere tidspunkt, i en periode f.v.t. Det var højst sandsynligt i denne periode at den første registrering, der er omtalt i dette vers, fandt sted. Desuden ignorerer kritikerne tre vigtige punkter i deres ræsonnement. For det første anerkender Lukas at der var mere end én folketælling, og kalder denne for den “første registrering”. Han kendte åbenbart til en senere registrering, som fandt sted omkring år 6 e.v.t. Den registrering bliver senere omtalt af Lukas i Apostlenes Gerninger (5:37) og af Josefus. For det andet udelukker Bibelens kronologi at Jesus skulle være født under Kvirinius’ anden embedsperiode. Men det stemmer med at Jesus blev født under Kvirinius’ første embedsperiode, der strakte sig over en periode mellem år 4 og 1 f.v.t. For det tredje er Lukas kendt som en omhyggelig historiker, en der levede samtidig med at mange af de begivenheder han beskrev, fandt sted. (Lu 1:3) Desuden var han inspireret af hellig ånd. – 2Ti 3:16.

tog ... afsted fra Galilæa: Der lå en by der hed Betlehem kun 11 km fra Nazaret, men i profetien stod der udtrykkeligt at Messias ville komme fra “Betlehem Efrata”. (Mik 5:2) Byen Betlehem, den der blev omtalt som Davids by, lå i Judæa, mod S. (1Sa 16:1, 11, 13) I fugleflugtslinje er der omkring 110 km fra Nazaret til Betlehem Efrata, men skulle man følge vejene gennem Samaria (baseret på hvor de nuværende veje ligger), må rejsen have været på op til 150 km. Ruten går gennem bakket terræn, og rejsen, der har taget flere dage, må have været udmattende.

sin førstefødte: Dette udtryk indikerer at Maria senere fik flere børn. – Mt 13:55, 56; Mr 6:3.

krybbe: Det græske ord fatne, der er oversat med “krybbe”, betyder “fodersted”. Der kan være tale om et trug til dyrenes foder, selvom det græske ord fatne også kan referere til den bås dyrene står i. (Se også Lu 13:15, hvor det græske ord er oversat med “båsen”). I denne sammenhæng ser det ud til at henvise til det sted hvor dyrene spiser, selvom Bibelen ikke direkte siger om denne krybbe var et indendørs eller udendørs trug eller et der var forbundet med en bås.

overnatningsstedet: Det græske ord kan også oversættes med “gæsteværelset”, som i Mr 14:14 og Lu 22:11.

hyrder: Der skulle regelmæssigt bruges et stort antal får til ofre ved templet i Jerusalem, så det er meget sandsynligt at nogle af de får der blev opdrættet omkring Betlehem, skulle bruges til det formål.

levede udendørs: Det græske udtryk kommer af et sammensat udsagnsord bestående af ordene agros (“mark”) og aule (“under åben himmel”), så udtrykket betyder at “leve ude på marken, leve under åben himmel”, og det indeholder tanken om at tilbringe natten udendørs. Uanset hvilken årstid det var, kunne fårene ledes ud på græs i løbet af dagen. Men ifølge beretningen tilbragte hyrderne natten ude på marken sammen med fåreflokkene. Så det giver os et fingerpeg om tidspunktet for Jesus’ fødsel. Den regnfulde årstid i Israel begynder i midten af oktober og varer i flere måneder. I december er der ofte nattefrost i både Jerusalem og Betlehem. Det faktum at hyrderne fra Betlehem var ude på marken om natten, tyder på at der var tale om en årstid før den regnfulde tid. – Se Tillæg B15.

Jehovas engel: Man støder ofte på dette udtryk i De Hebraiske Skrifter, første gang i 1Mo 16:7, hvor det hebraiske ord for “engel” står sammen med tetragrammet. I Zak 3:5, 6 i et tidligt eksemplar af Septuaginta, efterfølges det græske ord aggelos (engel; budbringer) af Guds navn skrevet med hebraiske bogstaver. Dette fragment, der er blevet fundet i en hule i Nahal Hever, Israel, i Judæas ørken, er dateret til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Grundene til at Ny Verden-Oversættelsen bruger udtrykket “Jehovas engel” i hovedteksten selvom der i eksisterende græske håndskrifter står “Herrens engel” i Lu 1:11, bliver forklaret i Tillæg C1 og C3.

Jehova: I denne oversættelse er dette den første forekomst af Guds navn i Lukasevangeliet. Selvom eksisterende græske håndskrifter her anvender ordet Kyrios (Herre), er der gode grunde til at tro at Guds navn oprindeligt stod i dette vers og senere blev erstattet med titlen Herre. (Se Tillæg C1 og C3 introduktion; Lu 1:6). I de to første kapitler i Lukas’ beretning er der mange hentydninger til udtryk fra De Hebraiske Skrifter der indeholder Guds navn. Et udtryk som bud og love og lignende kombinationer af juridiske termer forekommer i De Hebraiske Skrifter i passager hvor Guds navn bruges, eller hvor det er Jehova der taler. – 1Mo 26:2, 5; 4Mo 36:13; 5Mo 4:40; 27:10; Eze 36:23, 27.

Jehovas helligdom: Som nævnt i studienoten til Lu 1:6 er der i de to første kapitler i Lukas’ beretning mange hentydninger til udtryk fra De Hebraiske Skrifter der indeholder Guds navn. Eksempelvis indeholder udtryk der svarer til “Jehovas helligdom [eller “tempel”]”, ofte tetragrammet. (4Mo 19:20; 2Kg 18:16; 23:4; 24:13; 2Kr 26:16; 27:2; Jer 24:1; Eze 8:16; Hag 2:15) Som det fremgår af Tillæg C1, er der gode grunde til at tro at Guds navn oprindeligt stod i dette vers og senere blev erstattet med titlen Herre. Derfor anvendes navnet Jehova i hovedteksten. – Se Tillæg C3 introduktion; Lu 1:9.

Jehovas engel: Se studienote til Lu 1:11 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:9.

Jehovas herlighed: I de to første kapitler i Lukas’ beretning er der mange hentydninger til udtryk fra De Hebraiske Skrifter der indeholder Guds navn. I De Hebraiske Skrifter forekommer det tilsvarende hebraiske ord for “herlighed” sammen med tetragrammet mere end 30 gange. Nogle eksempler findes i 2Mo 16:7; 40:34; 3Mo 9:6, 23; 4Mo 14:10; 16:19; 20:6; 1Kg 8:11; 2Kr 5:14; 7:1; Sl 104:31; 138:5; Esa 35:2; 40:5; 60:1; Eze 1:28; 3:12; 10:4; 43:4; Hab 2:14. – Se studienoter til Lu 1:6; 1:9 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:9.

som er Kristus: Englen brugte åbenbart denne titel i profetisk betydning, for udgydelsen af den hellige ånd ved Jesus’ dåb markerede tidspunktet da han i egentligste forstand blev Messias, eller Kristus. – Mt 3:16, 17; Mr 1:9-11; Lu 3:21, 22.

Kristus, Herren: Det græske udtryk der her er gengivet med “Kristus, Herren” (christos kyrios, bogst.: “Kristus, Herre”), forekommer kun denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Englen brugte åbenbart disse titler i profetisk betydning, og ordene kan derfor gengives med “som skal være Kristus, Herren”. (Se studienote til som er Kristus i dette vers). Under inspiration forklarer Peter i ApG 2:36 at Gud havde gjort Jesus til “både Herre og Kristus”. Men udtrykket “Kristus, Herren” er også blevet forstået på andre måder. Nogle forskere har foreslået gengivelsen “den salvede Herre”. Andre mener at denne kombination af titler betyder “Herrens Kristus”, som er den gengivelse man kan finde i nogle få latinske og syriske oversættelser af Lu 2:11. Af lignende grunde anvender nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^5-8, 10 i Tillæg C gengivelsen mashiach Jehowah, dvs. “Jehovas Messias (Kristus, Salvede)”. Af disse og andre grunde har nogle forstået udtrykket i Lu 2:11 på en måde der minder om det græske udtryk der er oversat med “Jehovas Salvede” i Lu 2:26.

har godkendt: Eller “den jeg er fuldt ud tilfreds med; den der giver mig stor glæde”. Det samme udtryk er brugt i Mt 12:18, som er et citat fra Esa 42:1 om den lovede Messias, eller Kristus. Udgydelsen af den hellige ånd og Guds udtalelse om sin Søn var en tydelig identifikation af Jesus som den lovede Messias. – Se studienote til Mt 12:18.

Jeg har godkendt dig: Eller “Jeg er fuldt ud tilfreds med dig; Du giver mig stor glæde”. Det samme udtryk er brugt i Mt 12:18, som er et citat fra Esa 42:1 om den lovede Messias, eller Kristus. Udgydelsen af den hellige ånd og Guds udtalelse om sin Søn var en tydelig identifikation af Jesus som den lovede Messias. – Se studienoter til Mt 3:17; 12:18.

og på jorden fred blandt mennesker som han godkender: Nogle håndskrifter har en ordlyd der kunne gengives “og på jorden fred, velvilje mod mennesker”, og denne ordlyd afspejles i nogle bibeloversættelser. Men langt flere håndskrifter har den ordlyd man har oversat fra i Ny Verden-Oversættelsen. Denne udtalelse fra englene betød ikke at Gud viser alle mennesker velvilje uanset deres holdninger og handlinger. Nej, den viser at man vil opnå hans velvilje hvis man har ægte tro på ham og bliver discipel af hans Søn. – Se studienote til mennesker som han godkender i dette vers.

mennesker som han godkender: Englenes udtryk “mennesker som han godkender” kan også gengives “mennesker der har hans velvilje”. Det græske ord der her bruges, er navneordet eudokia, der også kan oversættes med “behag; velbehag; godkendelse”. Det beslægtede udsagnsord eudokeo bruges i Mt 3:17, Mr 1:11 og Lu 3:22 (se studienoter til Mt 3:17; Mr 1:11), hvor Gud henvender sig til sin Søn lige efter hans dåb. Det har grundbetydningen “at godkende; at være godt tilfreds med; at betragte med velvilje; at glæde sig over”. I tråd med denne brug af ordet henviser det græske udtryk (anthropois eudokias) til mennesker som Gud synes godt om, “mennesker som han godkender”. Denne udtalelse fra englene handlede altså om Guds godkendelse af mennesker der ville glæde ham ved at have ægte tro på ham og ved at blive disciple af hans Søn, ikke om Guds godkendelse af mennesker i almindelighed. Selvom det græske ord eudokia i nogle sammenhænge kan henvise til den gode vilje mennesker kan have i deres hjerte (Ro 10:1; Flp 1:15), bruges det ofte om Guds godkendelse eller om det der er godkendt af ham. (Mt 11:26; Lu 10:21; Ef 1:5, 9; Flp 2:13; 2Ts 1:11) I Septuaginta bruges ordet om Guds “godhed”, eller velvilje, i Sl 51:18 (50:20, LXX).

det som Jehova har fortalt os om: Det var engle der overbragte budskabet, men hyrderne forstod at det i virkeligheden kom fra Jehova Gud. I Septuaginta er det græske udsagnsord der er gengivet med “har fortalt”, brugt som en oversættelse af et tilsvarende hebraisk udsagnsord i de sammenhænge hvor Jehova meddeler sin vilje til mennesker, eller hvor mennesker ønsker at kende hans vilje. I sådanne skriftsteder forekommer tetragrammet ofte i den originale hebraiske tekst. (Sl 25:4; 39:4; 98:2; 103:6, 7) Derfor ville det være naturligt at forbinde Guds navn med det de jødiske hyrder siger her. – Se studienote til Lu 1:6 og Tillæg C1 og C3 introduktion; Lu 2:15.

Jesus: Svarer til det hebraiske navn Jeshua, eller Josva, en forkortet form af Jehoshua, der betyder “Jehova er frelse”.

Jesus: Se studienote til Mt 1:21.

Jehova: Citatet i dette vers er baseret på 2Mo 13:2, 12, hvor Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), forekommer i den originale hebraiske tekst. – Se Tillæg C.

tiden ... til at de skulle rense sig: Dvs. tiden hvor de skulle rense sig ceremonielt før de kunne deltage i tilbedelsen igen. Ifølge Moses’ Lov skulle en kvinde gennemgå en renselsesperiode på 40 dage efter at hun havde født en dreng. (3Mo 12:1-4) Denne lov var ikke et udtryk for et nedværdigende syn på kvinder og fødsler, men den understregede en vigtig åndelig sandhed: Adams synd blev givet videre fra den ene generation til den næste når der kom et lille barn til verden. Maria var ingen undtagelse, i modsætning til hvad nogle religiøse forskere hævder. (Ro 5:12) Lukas kan ikke have brugt stedordet “de” i dette vers til at indbefatte Jesus, for han vidste at hellig ånd havde skærmet Jesus mod hans ufuldkomne mors syndige tilstand, så Jesus havde ikke brug for at blive renset. (Lu 1:34, 35) Fordi det var Josef der arrangerede rejsen, og det var ham der som familiens overhoved måtte sørge for at ofret blev bragt, kan Lukas have anvendt ordet “de” som en betegnelse for Maria og Jesus’ adoptivfar.

at vise ham frem for Jehova: Jesus blev bragt op til templet efter sin fødsel, og som det følgende vers viser, var det i overensstemmelse med Jehovas ord til Moses i 2Mo 13:1, 2, 12, hvor forældre fik at vide at de skulle “overgive enhver førstefødt af hankøn til Jehova”. Udtrykket “at vise ham frem for Jehova” minder også om det der beskrives i 1Sa 1:22-28, hvor den lille Samuel bliver vist frem “for Jehova” og viet til tjenesten for Ham. – Se studienoter til Lu 1:6; 2:23 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:22.

de bragte et offer: Under Moseloven var en kvinde ceremonielt uren i en periode af en bestemt længde efter at hun havde født. Når tiden var udløbet, blev der bragt et brændoffer og et syndoffer for hende. – 3Mo 12:1-8.

Jehovas Lov: Dette udtryk forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “lov” står sammen med tetragrammet. (For eksempel: 2Mo 13:9; 2Kg 10:31; 1Kr 16:40; 22:12; 2Kr 17:9; 31:3; Ne 9:3; Sl 1:2; 119:1; Esa 5:24; Jer 8:8; Am 2:4). Man støder ofte på udtrykket sådan som der står skrevet når der i De Kristne Græske Skrifter citeres fra De Hebraiske Skrifter. – Mr 1:2; ApG 7:42; 15:15; Ro 1:17; 10:15; se studienote til Lu 1:6 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:23.

Enhver førstefødt dreng: Passagen i Lu 2:22-24 refererer ikke kun til det offer som Maria skulle bringe da hun skulle rense sig (se studienoter til Lu 2:22; 2:24), men også til at et ægtepar ifølge Loven skulle betale fem sekel sølv når deres førstefødte kom til verden. Som den førstefødte søn var Jesus helliget Jehova og tilhørte ham. Derfor krævede Loven at Jesus blev løskøbt af sine forældre, Josef og Maria. (2Mo 13:1, 2; 4Mo 18:15, 16) Det skulle ske når barnet var “en måned eller ældre”. Så Josef kunne altså betale de fem sekel samtidig med at Maria bragte sit renselsesoffer, dvs. 40 dage efter Jesus’ fødsel.

Jehovas Lov: Se studienote til Lu 2:23 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:24.

et par turtelduer eller to dueunger: Loven gav rum for at kvinder med små midler kunne bringe fugle som offer i stedet for et får, noget der ville have været meget dyrere. (3Mo 12:6, 8) Josef og Maria var fattige på dette tidspunkt, og det viser at astrologerne ikke kom da Jesus var nyfødt, men da han var lidt ældre. (Mt 2:9-11) Hvis Josef og Maria allerede havde fået de kostbare gaver af disse mænd, ville parret sagtens have haft råd til at bringe et får som offer da de tog op til templet.

Simeon: Navnet kommer af et hebraisk udsagnsord der betyder “at høre; at lytte”. Simeon bliver, ligesom Zakarias og Elisabeth, beskrevet som en der var retfærdig. (Lu 1:5, 6) Der siges også om ham at han tjente Gud helhjertet, eller var gudfrygtig, en gengivelse af det græske ord eulabes, som anvendes i De Kristne Græske Skrifter til at beskrive en person der er omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin tilbedelse. – ApG 2:5; 8:2; 22:12.

Kristus: Denne titel stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. På Bibelens tid salvede man ceremonielt herskere med olie.

Jehovas Salvede: Der er gode grunde til at bruge Guds navn i hovedteksten selvom der i eksisterende græske håndskrifter står “Herrens Salvede” (ton christon Kyriou). I de afskrifter man har af Septuaginta, svarer denne titel til det hebraiske udtryk mashiach JHWH, dvs. “Jehovas Salvede”, som forekommer 11 gange i De Hebraiske Skrifter. – 1Sa 24:6 (to gange), 10; 26:9, 11, 16, 23; 2Sa 1:14, 16; 19:21; Kl 4:20; se Tillæg C3 introduktion; Lu 2:26.

Salvede: Eller “Kristus; Messias”. Titlen “Kristus” stammer fra det græske ord Christos og svarer til titlen “Messias” (fra hebraisk mashiach). Begge titler betyder “den salvede”. – Se studienote til Mt 1:1 og til Jehovas Salvede i dette vers.

Suveræne Herre: Det græske ord despotes har grundbetydningen “herre; ejer”. (1Ti 6:1; Tit 2:9; 1Pe 2:18) Når det bruges som en direkte tiltale til Gud, som for eksempel her og i ApG 4:24 og Åb 6:10, oversættes det med “Suveræne Herre” for at betegne hans herredømmes storhed. Andre bibeloversættelser bruger udtryk som “Herre”, “Den Suveræne” og “Almægtige Herre”. Mange oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk anvender det hebraiske ord Adhonaj (Suveræne Herre), men der findes mindst to oversættelser (benævnt som J^9, 18 i Tillæg C der her bruger Guds navn, Jehova.

nu kan din tjener dø: Bogst.: “frigiver”. Det græske ord betyder “at frigive; at sætte fri; at lade gå” og anvendes i grundteksten som en eufemisme for “at lade dø”. At en person døde i fred, kan betyde at han sov stille ind efter et langt liv, eller efter at han havde fået opfyldt et inderligt ønske. (Se også 1Mo 15:15; 1Kg 2:6). Gud havde nu opfyldt det han havde lovet Simeon – han havde set den der var givet løfte om, “Jehovas Salvede”, Guds frelsesmiddel. Efter dette følte Simeon en indre fred og tilfredshed og kunne roligt hvile i døden frem til opstandelsen. – Lu 2:26.

der skal fjerne sløret fra nationerne: Bogst.: “til åbenbarelse for nationerne”. Det græske ord apokalypsis, der er gengivet med “fjerne sløret”, betegner en “afdækning” eller “afsløring” og bruges ofte i forbindelse med åbenbaringer af åndelige anliggender eller af Guds vilje og hensigter. (Ro 16:25; Ef 3:3; Åb 1:1) Den aldrende Simeon omtalte her det lille barn Jesus som et lys, og han indikerede at det åndelige lys ikke kun ville blive til gavn for kødelige jøder og proselytter, men også for ikkejødiske ‘nationer’. Simeons profetiske ord var i harmoni med profetierne i De Hebraiske Skrifter, som dem vi finder i Esa 42:6 og 49:6.

opstandelse: Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “at rejse sig; at stå op”. Det forekommer omkring 40 gange i De Kristne Græske Skrifter når der er tale om en opstandelse fra de døde. (Mt 22:31; ApG 4:2; 24:15; 1Kt 15:12, 13) I Septuaginta anvendes anastasis som udsagnsord i Esa 26:19 for at gengive det hebraiske udsagnsord “at leve” der hvor der står: “Dine døde skal leve”. – Se Ordforklaring.

blive rejst op: Det græske ord anastasis, der bruges her, bliver som regel oversat med “opstandelse” i De Kristne Græske Skrifter. (Se studienote til Mt 22:23). Simeons ord i dette vers indikerer at mennesker ville reagere forskelligt på det Jesus sagde, og at det ville afsløre deres hjerters tanker. (Lu 2:35) De der ikke troede, ville modsige ham, eller foragte ham, selvom Gud ville vise folk tegn på at han var med Jesus. Sådanne mennesker uden tro ville afvise ham, snuble og falde på grund af ham. Som det var forudsagt, blev Jesus en snublesten for mange jøder. (Esa 8:14) Men andre ville få tro på ham. (Esa 28:16) I overført betydning ville de blive oprejst fra en tilstand hvor de var “døde på grund af [deres] overtrædelser og synder”, og få et godkendt forhold til Gud. – Ef 2:1.

et langt sværd: Da der ikke er noget i Bibelen der indikerer at Maria blev gennemboret af et bogstaveligt sværd, må dette udtryk henvise til den stærke smerte og sorg som Maria ville føle ved at se sin søn dø på en torturpæl. – Joh 19:25.

dig: Eller “din egen sjæl; dit liv”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

profetere: Det græske ord profeteuo betyder bogstaveligt “at fremsige”. I Bibelen bruges det om det at bekendtgøre budskaber fra Gud. Selvom det ofte indbefatter forudsigelse af fremtiden, indeholder ordets grundbetydning ikke den tanke. Det græske ord kan også referere til det at kaste lys over en sag ved hjælp af en åbenbaring fra Gud. (Se studienoter til Mt 26:68; Mr 14:65; Lu 22:64). I denne sammenhæng fik den hellige ånd nogle til at profetere. Ved at forkynde om de “storslåede gerninger” Jehova havde gjort og stadig ville gøre, tjente de som talsmænd for Den Højeste. (ApG 2:11) Det hebraiske ord for “at profetere” indeholder en lignende tanke. For eksempel bliver Aron i 2Mo 7:1 omtalt som Moses’ “profet” i den forstand at han blev Moses’ talsmand, eller talerør, og ikke så meget i betydningen en der forudsiger fremtidige begivenheder.

Anna: Den græske form af det hebraiske navn Hanna, som betyder “gunst; velvilje; nåde”. Anna talte om den lille Jesus til alle der ventede på Jerusalems befrielse, og derfor omtales hun som en profetinde. Grundbetydningen af ordet “profetere” er at bekendtgøre et inspireret budskab fra Gud, at åbenbare eller forkynde Guds vilje. – Se studienote til ApG 2:17.

at udføre hellig tjeneste for ham: Eller “at tilbede ham”. Det græske udsagnsord latreuo har grundbetydningen “at tjene”. Sådan som ordet bruges i Bibelen, hentyder det til tjeneste for Gud (Mt 4:10; Lu 2:37; 4:8; ApG 7:7; Ro 1:9; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3), og det kan også dreje sig om en tjeneste ved telthelligdommen eller templet (He 8:5; 9:9; 10:2; 13:10). Af den grund kan ordet i nogle sammenhænge gengives med “at tilbede”. I nogle få tilfælde bruges det i forbindelse med falsk tilbedelse – om det at tjene eller tilbede noget der er skabt. – ApG 7:42; Ro 1:25.

aldrig væk fra templet: Anna var altid til stede i templet, sikkert lige fra portene til templet blev åbnet om morgenen, til de blev lukket om aftenen. Hun tilbad Gud, eller udførte hellig tjeneste, med faste og bønner, og det viser at hun sørgede over forholdene og længtes efter en forandring, ligesom andre trofaste tjenere for Gud gjorde. (Ezr 10:1; Ne 1:4; Kl 1:16) Jøderne havde i århundreder været undertrykt af fremmede riger, og fordærvede religiøse tilstande havde endda besmittet templet og præsterne. Disse omstændigheder er en god forklaring på hvorfor Anna og andre med længsel “ventede på Jerusalems befrielse”. – Lu 2:38.

tilbad Gud: Eller “udførte hellig tjeneste”. – Se studienote til Lu 1:74.

Gud: I de ældste græske håndskrifter bruges her ordet Theos (Gud). Men i andre græske håndskrifter og latinske og syriske oversættelser står der her ordet for “Herren”. I flere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J^{5, 7-17, 28} i Tillæg C anvendes dog Guds navn, og ordene kan derfor oversættes med “at takke Jehova”.

Jehovas Lov: Dette udtryk forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “lov” står sammen med tetragrammet. – 2Mo 13:9; 2Kg 10:31; 1Kr 16:40; 22:12; 2Kr 17:9; 31:3; Ne 9:3; Sl 1:2; 119:1; Esa 5:24; Jer 8:8; Am 2:4; se studienoter til Lu 1:6; 2:23 og Tillæg C3 introduktion; Lu 2:39.

vendte de tilbage til Galilæa: Selvom dette kunne indikere at Josef og Maria tog direkte tilbage til Nazaret efter at have vist Jesus frem i templet, må man huske at Lukas’ beretning er meget komprimeret. Beretningen i Matthæusevangeliet (2:1-23) rummer flere detaljer og fortæller om astrologernes besøg, Josef og Marias flugt til Egypten for at undslippe kong Herodes’ morderiske plan, Herodes’ død og at familien derefter rejser tilbage til Nazaret.

plejede hans forældre: Loven krævede ikke at kvinder overværede påskehøjtiden. Men alligevel plejede Maria at følges med Josef til Jerusalem for at overvære den årlige højtid. (2Mo 23:17; 34:23) Hvert år tog de afsted med deres voksende familie. Der kan være tale om en rejse på omkring 300 kilometer i alt gennem kuperet terræn.

tog de derop: Dvs. op til Jerusalem, en rejse der indebar at man gik opad gennem bakket og bjergrigt terræn. – Se studienote til Lu 2:4.

stillede dem spørgsmål: Som det ses af reaktionen hos dem der lyttede til Jesus, var det ikke bare spørgsmål fra en dreng der gerne ville have stillet sin nysgerrighed. (Lu 2:47) Det græske ord der her er gengivet med “stillede ... spørgsmål”, anvendes i nogle sammenhænge om det at udspørge ved afhøring eller om et krydsforhør. (Mt 27:11; Mr 14:60, 61; 15:2, 4; ApG 5:27) Historikere siger at nogle af de mest fremtrædende religiøse ledere plejede at blive i templet efter højtiderne og undervise i en af de store, åbne haller. Folk kunne sidde ved disse mænds fødder og lytte og stille spørgsmål.

var forbavset: Det græske udsagnsord der her er oversat med “var forbavset”, står i en bøjning der kan hentyde til en følelse af konstant forbavselse eller til at man bliver forbavset igen og igen.

himlene åbnede sig: Gud sørgede åbenbart for at Jesus kunne opfatte og forstå himmelske anliggender, som kan indbefatte at han nu huskede sin førmenneskelige tilværelse i himlen.

åbnede himlen sig: Gud sørgede åbenbart for at Jesus nu kunne opfatte himmelske anliggender, som kan have indbefattet at han huskede sin førmenneskelige tilværelse i himlen. Jesus’ egne udtalelser efter sin dåb, især den inderlige bøn han bad påskeaften i år 33, viser at han huskede sin førmenneskelige tilværelse og det han havde hørt sin Far sige, og det han havde set sin Far gøre, samt den herlighed han selv havde haft i himlen. (Joh 6:46; 7:28, 29; 8:26, 28, 38; 14:2; 17:5) Jesus har højst sandsynligt fået genskabt den del af sin hukommelse da han blev døbt og salvet.

han sagde til dem: De efterfølgende ord er den første af Jesus’ udtalelser der er nedskrevet i Bibelen. Som dreng kendte Jesus åbenbart ikke fuldt ud til sin førmenneskelige tilværelse. (Se studienoter til Mt 3:16; Lu 3:21). Men det virker logisk at Jesus’ mor og adoptivfar havde fortalt ham om det englene havde sagt, og om de profetier Simeon og Anna havde udtalt dengang familien rejste til Jerusalem 40 dage efter at Jesus var blevet født. (Mt 1:20-25; 2:13, 14, 19-21; Lu 1:26-38; 2:8-38) Det Jesus svarede, viser at han i et vist omfang forstod at han var blevet født under mirakuløse omstændigheder, og at han havde et særligt forhold til sin himmelske Far, Jehova.

jeg måtte være i min Fars hus: Det græske udtryk for “i min Fars hus” betyder bogstaveligt “i min Fars [ting]”. Sammenhængen viser at Josef og Maria var bekymrede for hvor Jesus var, så det er mest naturligt at forstå disse ord som om de hentyder til et sted, dvs. “min Fars hus [eller “bolig; der hvor min Far er”]”. (Lu 2:44-46) Senere, under Jesus’ tjeneste, kaldte han templet for “min Fars hus”. (Joh 2:16) Ifølge nogle forskere kan udtrykket dog også forstås i en mere bred betydning som: “Jeg måtte være optaget af det der har med min Far at gøre.”

op til Jerusalem: Byen lå omkring 750 m over havets overflade, så mange steder i Bibelen står der at man tog “op til Jerusalem” for at tilbede. (Mr 10:32; Lu 2:22; Joh 2:13; ApG 11:2) Jesus og hans disciple var på vej op fra Jordandalen (se studienote til Mt 19:1), som på det laveste punkt er ca. 400 m under havets overflade. Derfor var der tale om en stigning på omkring 1.000 m for at komme op til Jerusalem.

tog de derop: Dvs. op til Jerusalem, en rejse der indebar at man gik opad gennem bakket og bjergrigt terræn. – Se studienote til Lu 2:4.

der er intet som Gud siger, der er umuligt for ham: Eller “intet ord fra Gud vil nogensinde slå fejl”. Eller muligvis: “intet vil være umuligt for Gud”. Det græske ord rhema, der her er gengivet med “som Gud siger”, kan sigte til “et ord; en udtalelse; en erklæring”. Det kan også sigte til en “ting”, en begivenhed eller en handling der sker som et resultat af det der er blevet sagt. Selvom den græske tekst kan oversættes på forskellige måder, er den overordnede mening den samme, at ingenting er umuligt når det gælder Gud eller nogen af de løfter han har givet. Ordlyden her svarer til formuleringen i 1Mo 18:14 i Septuaginta, hvor Jehova forsikrede Abraham om at hans kone, Sara, ville få sønnen Isak i sin alderdom.

fulgte han med dem ned: Jerusalem lå omkring 750 m over havets overflade. At ‘følge med ned’, eller at ‘gå ned’, bliver her brugt om det at forlade Jerusalem. – Lu 10:30, 31; ApG 24:1; 25:7; se også studienoter til Mt 20:17; Lu 2:4, 42.

fortsatte med at adlyde: Eller “fortsatte med at underordne sig; fortsatte med at være lydig mod”. Den uafsluttede form af det græske udsagnsord viser at Jesus, efter at have imponeret lærerne i templet med sin forståelse af Guds ord, tog hjem med sine forældre og blev ved med ydmygt at adlyde dem. Den lydighed han viste, var ikke bare som den lydighed andre børn viste. Faktisk var dette en del af at han opfyldte Moseloven ned til mindste detalje. – 2Mo 20:12; Ga 4:4.

udtalelser: Eller “ting”. – Se studienote til Lu 1:37.

Medieindhold

Kejser Augustus

Octavius var den første kejser i Romerriget. Hans fulde navn var Gajus Julius Cæsar Octavianus (Octavius eller Octavian). Han var adoptivsøn af den romerske diktator Julius Cæsar, der blev myrdet i år 44 f.v.t. I september år 31 f.v.t. blev Octavius romerrigets ubestridte enehersker, og den 16. januar år 27 f.v.t. gav det romerske senat ham titlen Augustus. I år 2 f.v.t. befalede Augustus at alle indbyggerne i riget skulle tage “hver til sin by” for at blive registreret. (Lu 2:1-7) Denne befaling medførte at Jesus blev født i Betlehem, hvilket opfyldte en bibelprofeti. (Da 11:20; Mik 5:2) Augustus døde den 17. august i år 14 e.v.t. (den 19. august ifølge den julianske kalender), i den måned han havde opkaldt efter sig selv. Bronzeskulpturen på billedet er dateret til år 27-25 f.v.t. og opbevares nu på British Museum.

Vinter i Betlehem

Jesus kan ikke være født i december fordi der normalt er koldt og regnfuldt i Betlehem fra november til marts. Om vinteren sner det nogle gange i området. På den årstid levede hyrderne ikke udendørs for at holde vagt over deres hjord om natten. Betlehem ligger ca. 780 meter over havet i Judæas højland.

Jesus i krybben

Det græske ord for “krybbe” i Lu 2:7 er fatne, der betyder “fodersted”. I Palæstina har arkæologer fundet store trug skåret ud i store kalksten og som var omkring 90 cm lange, 50 cm brede og 60 cm dybe. Man mener at de blev brugt som krybber. Man har muligvis også, ligesom i nyere tid, udhugget krybberne i klippevæggen i de grotter hvor dyrene kunne søge ly.

Turteldue og due

Under Moseloven skulle en kvinde der havde født, ofre en ung vædder som et brændoffer og en dueunge eller en turteldue som et syndoffer. Hvis familien ikke havde råd til at ofre en vædder, hvilket tydeligvis var tilfældet med Maria og Josef, kunne hun ofre to turtelduer eller to dueunger. (3Mo 12:6-8) Turtelduen (Streptopelia turtur), som er vist her (1), findes ikke alene i Israel, men også i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien. I oktober hvert år trækker disse fugle sydpå mod varmen og vender tilbage til Israel i foråret. Den anden fugl (2) er en klippedue (Columba livia). Denne art findes over hele jorden. Klippeduen er ikke en trækfugl.

Udsigt over Jizreeldalen

Billedet viser udsigten mod S fra en klippe i nærheden af Nazaret. Den frugtbare Jizreeldal, der spiller en vigtig rolle i forskellige bibelske beretninger, strækker sig her på billedet mod Ø og V. (Jos 17:16; Dom 6:33; Ho 1:5) I venstre side af billedet i det fjerne er det første man lægger mærke til, Morehøjen med byen Nain beliggende på skråningen. Det var i Nain Jesus oprejste en enkes søn. (Dom 7:1; Lu 7:11-15) Midt i billedet kan man skimte Gilboas Bjerg i horisonten. (1Sa 31:1, 8) Jesus voksede op i den nærliggende by Nazaret og kan have stået her hvor man har udsigt over det område hvor mange vigtige begivenheder i Israels historie har fundet sted. – Lu 2:39, 40.

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF BIBELEN (STUDIEUDGAVE)

Lukas 2

Dansk

Læs Bibelen online

https://cms-imgp.jw-cdn.org/img/p/1001070103/univ/art/1001070103_univ_sqr_xl.jpg

nwtsty

Copyrights til denne publikation

Fodnoter

Studienoter

Medieindhold

Vælg dit sprog

Del