sådan som Herren ønsker det: Bogst.: “i Herren”. Nogle håndskrifter udelader “sådan som Herren ønsker det”, men der er større belæg i håndskrifterne for at have det med.

vis din far og din mor ære: Ved at citere det femte af De Ti Bud viser Paulus at det at ære, eller respektere, sine forældre ikke kun var et krav til dem der levede under Moseloven, men også til de kristne. (2Mo 20:12; 5Mo 5:16) Buddet er det første bud der indeholder et løfte, fordi det lover at det vil gå en godt og man vil få et langt liv hvis man følger det. – Ef 6:3.

irritér ikke: Det græske udsagnsord for “at irritere” kan bogstaveligt oversættes med “at provokere til vrede; at gøre vred”. Det hentyder ikke nødvendigvis til mindre ting som forældre kommer til at gøre på grund af deres ufuldkommenhed, der kan irritere deres børn. Et opslagsværk siger at det Paulus taler om, er “den overilede, grove og humørsyge behandling af børn som … virker frastødende og gør dem oprørske, trodsige og bitre”. – Se også Kol 3:21.

opdrage og tilskynde dem sådan som Jehova ønsker: Jehova er den der bedst ved hvordan man skal opdrage børn. Da Moses sagde til israelitterne at de skulle elske Jehova af hele deres hjerte, sjæl og styrke, sagde han også at de skulle indprente Jehovas ord i deres børn. (5Mo 6:5-8) Jehova er beskrevet som den der vejleder, retleder, oplærer og tilskynder sine tjenere. – 5Mo 11:2; Ord 3:11, 12; He 12:6; læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; Ef 6:4.

opdrage: Det græske ord for “opdrage” (paideia), er beslægtet med et ord for “barn” (pais) og kan blandt andet sigte til de forskellige aspekter som børneopdragelse indebærer – vejledning, undervisning, korrektion og nogle gange kærlig og passende straf. Et leksikon definerer udtrykket som “det at give vejledning om hvordan man lever på en ansvarsbevidst måde, opdrage, give oplæring, undervise”.

tilskynde dem: Eller “vejlede dem; forme deres sind”. Det græske ord der er oversat med “tilskynde” (nouthesia), er sammensat af ordene for “sind” (nous) og “at lægge i” (tithemi). I den her sammenhæng viser ordet at kristne fædre skal hjælpe deres børn til at forstå hvad Guds syn er på tingene. De skal så at sige lægge Jehova Guds sind i deres børn.

jeres jordiske herrer: Paulus opfordrer her kristne trælle til at være lydige mod deres “jordiske [bogst.: “kødelige”] herrer”. Både kristne trælle og deres jordiske herrer måtte huske at de havde en Herre i himlen der havde endnu større myndighed. – Ef 6:9.

Vær ikke kun lydige når andre ser jer, bare for at behage mennesker: Bogst.: “Vær ikke øjentjenere der vil behage mennesker”. Kristne trælle skulle ikke prøve at give et forkert indtryk ved kun at være lydige og hårdtarbejdende når deres herre var der. I stedet skulle de arbejde ‘af hele deres sjæl’ med dyb respekt for Jehova. – Ef 6:5-8; Kol 3:22-25.

hele jeres sjæl: Det græske udtryk der er gengivet med “hele jeres sjæl”, forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Kol 3:23. I den her sammenhæng henviser “sjæl” til hele mennesket med både dets fysiske og mentale evner. I nogle bibler oversættes det derfor med “helhjertet”. At arbejde af hele sin sjæl vil altså sige at man tjener med alt det man er, og med hele sit liv – at man bruger alle sine evner og hele sin styrke på den bedst mulige måde. – 5Mo 6:5; Mt 22:37; Mr 12:29, 30; se Ordforklaring: “Sjæl”.

som for Jehova og ikke for mennesker: I den her sammenhæng opfordrer Paulus trælle der er blevet kristne, til at være lydige mod deres “jordiske herrer”. (Ef 6:5) De skal tjene dem som ‘trælle for Kristus og gøre Guds vilje af hele deres sjæl’. (Ef 6:6) Paulus understreger at de skal huske deres forhold til Jehova Gud uanset hvilket arbejde de udfører. Når de adlød og havde respekt for deres jordiske herrer, eller ejere, ville de ikke bringe skam over Guds navn. (1Ti 6:1) Paulus kommer med en lignende vejledning til bogstavelige trælle i sit brev til kolossenserne, der blev skrevet omkring samme tidspunkt som brevet til efeserne. – Kol 3:22-24; se “Introduktion til Efeserne”; læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; Ef 6:7.

det vil han få tilbage fra Jehova: Gennem hele Bibelen bliver Jehova Gud omtalt som den der belønner de gode gerninger hans trofaste tjenere gør. Eksempler på det kan findes i Ru 2:12; Sl 24:1-5; Jer 31:16. Jesus beskriver også sin Far på den måde. – Mt 6:4; Lu 6:35; læs mere om brugen af Guds navn i det her vers i Tillæg C3 introduktion; Ef 6:8.

fri: Se Ordforklaring: “Fri; købt fri”.

den fulde rustning: Dette udtryk er oversat fra det græske ord panoplia, der henviser til den militære udrustning som fodsoldater brugte både ved angreb og forsvar. Paulus tænkte sandsynligvis på en romersk soldat da han kom med denne detaljerede illustration. (Ef 6:13-17) Paulus har sikkert set romerske soldater med sådan en rustning forskellige steder i det romerske rige, men i hvert fald i prætorianergardens lejr, hvor han højst sandsynligt blev ført hen da han kom til Rom. (ApG 27:1; 28:16) Kristne har brug for en åndelig rustning der kommer fra Gud, fordi de deltager i en åndelig kamp, ikke en bogstavelig. – Ef 6:12; se Ordforklaring: “Rustning”, og Mediegalleri: “En romersk soldats rustning”.

snedige angreb: Eller “udspekulerede planer”. Det græske ord der her er gengivet med “snedige angreb”, forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i anden del af Ef 4:14, begge gange i en negativ betydning. Her bruges det om den udspekulerede taktik og de kneb Satan Djævelen bruger for at prøve at narre Jehovas tjenere.

kampen: Det græske ord der er gengivet med “kampen”, bruges kun dette ene sted i De Kristne Græske Skrifter og betyder bogstaveligt “brydekampen”, som i en sportskonkurrence. Her bliver ordet brugt for at beskrive en personlig kamp mod de onde ånder. Fordi sammenhængen handler om de kristnes åndelige krig og den symbolske rustning, mener nogle at Paulus taler om to forskellige måder kristne skal kæmpe på – som en bryder og som en soldat. (Ef 6:11-18) Det var naturligt at bruge de to billeder sammen fordi oldtidens krigsførelse kunne involvere nærkamp, og fordi dygtige soldater ofte også var dygtige brydere. I sit andet brev til Timotheus bruger Paulus også en illustration med elementer fra både militær og sport. – 2Ti 2:3-5.

de herskere der styrer denne mørke verden: Paulus kalder disse verdensherskere for de onde åndemagter, dvs. Satan og hans dæmoner. (Se studienote til Joh 12:31). Deres plan er at holde menneskeheden i åndeligt mørke så den er fjernet fra lyset fra Jehova Gud. Det græske ord kosmokrator, der er gengivet med “herskere der styrer … verden”, findes kun her i De Kristne Græske Skrifter, men det bliver flere gange brugt i græske værker fra oldtiden om mytologiske guder som for eksempel Hermes.

i det himmelske: Her henviser udtrykket til den usynlige åndeverden hvorfra Satan, “herskeren over den atmosfære der gennemtrænger alt”, påvirker mennesker. – Ef 2:2.

denne verdens hersker: Et lignende udtryk findes i Joh 14:30 og 16:11 og henviser til Satan Djævelen. I denne sammenhæng henviser ordet “verden” (græsk: kosmos) til den del af menneskeheden som er fremmed for Gud, og hvis opførsel ikke harmonerer med hans vilje. Det var ikke Gud der skabte denne uretfærdige verden, den er “i den ondes magt”. (1Jo 5:19) Satan og hans “onde åndemagter i det himmelske” er usynlige “herskere der styrer denne mørke verden” (eller “verdensherskerne [en form af det græske ord kosmokrator] i dette mørke”). – Ef 6:11, 12.

Tag et forklæde på: Det græske ord perizonnymai, som er gengivet “tag et forklæde på”, betyder bogstaveligt “binde noget om sig”, dvs. at binde et forklæde om sig, eller at samle klæderne, ofte med et bælte så man er klar til en hvilken som helst aktivitet. I denne sammenhæng kan det græske ord også oversættes med “klæd dig på og vær klar til at tjene”. Det græske ord forekommer i Lu 12:35, 37 og Ef 6:14. – Se studienote til Lu 12:35, 37.

åndens sværd: Sværdet var et af de vigtigste våben de romerske soldater havde, og det er det eneste våben Paulus nævner i sin illustration at kristne skal bære. (Ef 6:14-17) Det græske ord der er oversat med “sværd” i det her vers, kan henvise til et kort våben med mindst én skarp æg. Det sværd de romerske soldater brugte, var tveægget og designet til nærkamp. Længden varierede men var normalt omkring 60 cm, og for enden af håndtaget var der en knop der forhindrede sværdet i at glide ud af hånden. (Se Mediegalleri: “Romersk sværd”). Mange soldater trænede dagligt med deres sværd for at blive gode til at bruge det. Det samme gør kristne med Guds ord, som er deres vigtigste våben i den åndelige krig. (2Ti 2:15) Paulus siger ikke at kristne bruger Guds ord til at skade andre. (Se også 1Pe 3:15). I stedet bruger de taktfuldt sandheden fra Guds ord til at afsløre religiøse løgne der vildleder folk og gør dem til slaver i åndelig forstand. (Joh 8:32; 17:17; 2Kt 10:4, 5) Ligesom en soldat brugte sværdet til at forsvare sig mod fjendens angreb, bruger kristne Guds ord til at beskytte deres sind og hjerte mod at blive bedraget af falske lærere og mod at bukke under for fristelsen til at gøre noget forkert. – Mt 4:1-11; 2Ti 3:16.

sandhed spændt som et bælte: Oldtidens soldater gjorde sig klar til kamp ved at spænde deres bælte. (Esa 8:9, fdn.) Det at “spænde sit bælte”, eller “binde noget om sig”, er et ordbillede der betyder “at gøre sig klar til handling”. (Se studienoter til Lu 12:35; 17:8). Derfor er det passende at det er den første del af rustningen som Paulus nævner. Romerske soldater gik med et bredt læderbælte med metalplader på. Metalpladerne var der som udsmykning og for at gøre bæltet stivere. Med bæltet spændt stramt om livet kunne soldaten bedre holde ud i kamp. Fra bæltet hang en slags pansret forklæde som beskyttede soldatens underliv. Ligesom et bælte kan give en soldat støtte og beskyttelse, kan en urokkelig kærlighed til sandhederne fra Gud give en kristen styrke til at holde ud under prøvelser. Soldatens sværd hang som regel fra bæltet og var fastgjort med ringe. (Se studienote til Ef 6:17). Paulus’ illustration viser at kristne hele tiden må bruge sandhederne fra Guds ord som en beskyttelse mod åndelige angreb. Kristne der har en klar forståelse af de sandheder, bliver beskyttet mod falsk lære. – Ef 4:13, 14; 1Ti 2:3-7.

retfærdighed som et brystharnisk: Romerske soldater i det første århundrede brugte flere forskellige slags kropspanser. En af de typer brystharnisker soldaterne brugte, bestod af jernlameller der overlappede hinanden, og de var fastgjort til læderstropper ved hjælp af metalkroge og spænder. Brystharnisket beskyttede de vitale organer, især hjertet. Faktisk omtaler den græske historiker Polybios fra det andet århundrede f.v.t. brystharnisket som “hjertebeskytteren”. Paulus forstod at kristne er nødt til at beskytte deres symbolske hjerte. (Se også 1Ts 5:8). Ligesom et metalpanser beskyttede soldatens bogstavelige hjerte mod pile og sværdhug, beskytter kærlighed til Guds retfærdige normer og principper kristnes symbolske hjerte. (Sl 119:97, 105; Ord 4:23) Fordi ufuldkomne mennesker har tendens til at gøre det der er forkert, har de konstant brug for at beskytte deres hjerte. (Jer 17:9) I De Hebraiske Skrifter siges der om Jehova at han har taget retfærdighed på som et panser. – Esa 59:15, 17.

Vær klædt på og parate: Bogst.: “Hav noget bundet om jeres lænd”. Denne talemåde henviser til det at samle enderne af en lang yderklædning med et bælte så man lettere kunne udføre fysisk arbejde, løbe og andet. Den fik senere betydningen at være parat til enhver aktivitet. Lignende udtryk forekommer mange gange i De Hebraiske Skrifter. (For eksempel 2Mo 12:11; 1Kg 18:46; 2Kg 3:21, fdn.; 4:29; Ord 31:17, fdn.; Jer 1:17, fdn.) I denne sammenhæng er udsagnsordets form et udtryk for at Guds tjenere hele tiden skal være parate til åndelig aktivitet. I fodnoten til Lu 12:37 bliver det samme græske udsagnsord gengivet med at “binde noget om sig”. I 1Pe 1:13 betyder udtrykket “gøre jeres sind klar til at arbejde” bogstaveligt “bind op om jeres sinds lænder”.

villighed … som sko på jeres fødder: Det græske ord der er oversat med “villighed”, indeholder tanken om at man er udrustet og forberedt. En soldat gjorde sig klar til at marchere i krig ved at tage fodtøj på. Paulus bruger billedet for at vise at kristne altid må være klar til at “forkynde den gode nyhed om fred”. (Esa 52:7; Ro 10:14, 15; 1Pe 3:15) Romerske soldater i det første århundrede havde typisk en støvlelignende sandal på der var sammensat af tre lag læder. Sålerne var beslået med metalnagler. Dette holdbare fodtøj gav soldaten et godt fodfæste selv i ujævnt terræn.

troens store skjold: Det græske ord som Paulus bruger for “store skjold”, kommer af ordet for “dør”. En romersk soldat brugte et buet, rektangulært skjold der var stort nok til at dække hans krop fra skuldre til knæ. Skjoldet var normalt lavet af en slags finer betrukket med læder. Kanterne var beslået med metal, og der var en metalknop i midten af skjoldet. Soldaten brugte skjoldet til at beskytte sig mod flere forskellige våben, for eksempel sværd, spyd og pile. Paulus’ illustration viser at kristne kan klare mange forskellige udfordringer hvis de har en stærk tro, dvs. en urokkelig tillid til Jehova og hans løfter. – He 11:1.

brændende pile: Det græske ord der er oversat med “pile”, kan også gengives med “kastevåben”. I oldtidens krigsførelse var det almindeligt at sætte ild til pile og andre kastevåben før man sendte dem afsted mod fjenden. Nogle gange brugte man en brændbar væske kaldet nafta. En romersk soldat kunne bruge sit skjold til at beskytte sig mod sådan et angreb. Paulus’ illustration viser at en kristens tro kan beskytte ham mod den ondes brændende pile, dvs. Satans åndelige angreb. Paulus havde oplevet at nogle var blevet “narret af Satan”, og han vidste at Satan angriber kristne på mange forskellige måder. (2Kt 2:11) Nogle af Satans symbolske pile er seksuel umoral, materialisme, frygt og tvivl. (Ro 8:15; Kol 3:5, 6) En stærk tro på Jehova kan afværge ethvert angreb og slukke de brændende pile. – 1Pe 5:8, 9.

frelsens hjelm: En romersk soldats hjelm beskyttede hans hoved, ansigt og nakke. Paulus bruger soldatens hjelm som et billede på en kristens håb om at Gud vil frelse ham. (1Ts 5:8) Ligesom en hjelm beskytter hovedet, beskytter en kristens håb om frelse hans sind og tanker. Satan prøver på en udspekuleret måde at forgifte kristnes sind med egoisme, had og illoyalitet. Ved at fokusere på Bibelens håb – i overført betydning at tage håbet på som en hjelm – beskytter de deres tanker mod at blive påvirket negativt. (Mr 7:20-22; 2Kt 4:4; Åb 12:9) Satan bruger også direkte forfølgelse, men håbet om frelse hjælper kristne til at bevare deres glæde selv under meget svære omstændigheder. (Esa 12:2; Mt 5:11, 12) I De Hebraiske Skrifter siges der at Jehova bærer frelsen, eller sejren, som en symbolsk hjelm. (Esa 59:17; fdn.) Jehova har altid sin sejr og sin hensigt om at redde sit folk i tanke. – Jer 29:11.

åndens sværd: Sværdet var et af de vigtigste våben de romerske soldater havde, og det er det eneste våben Paulus nævner i sin illustration at kristne skal bære. (Ef 6:14-17) Det græske ord der er oversat med “sværd” i det her vers, kan henvise til et kort våben med mindst én skarp æg. Det sværd de romerske soldater brugte, var tveægget og designet til nærkamp. Længden varierede men var normalt omkring 60 cm, og for enden af håndtaget var der en knop der forhindrede sværdet i at glide ud af hånden. (Se Mediegalleri: “Romersk sværd”). Mange soldater trænede dagligt med deres sværd for at blive gode til at bruge det. Det samme gør kristne med Guds ord, som er deres vigtigste våben i den åndelige krig. (2Ti 2:15) Paulus siger ikke at kristne bruger Guds ord til at skade andre. (Se også 1Pe 3:15). I stedet bruger de taktfuldt sandheden fra Guds ord til at afsløre religiøse løgne der vildleder folk og gør dem til slaver i åndelig forstand. (Joh 8:32; 17:17; 2Kt 10:4, 5) Ligesom en soldat brugte sværdet til at forsvare sig mod fjendens angreb, bruger kristne Guds ord til at beskytte deres sind og hjerte mod at blive bedraget af falske lærere og mod at bukke under for fristelsen til at gøre noget forkert. – Mt 4:1-11; 2Ti 3:16.

ved enhver lejlighed: Nogle gange beder Guds tjenere offentligt, andre gange beder de personlige bønner når de er alene. De beder ved faste lejligheder, for eksempel når de skal spise, og de beder spontant når behovet opstår. Regelmæssige bønner styrker båndet mellem Jehova og hans tjenere.

alle former for bøn: Efter at have gennemgået alle delene af “den fulde rustning” tilføjer Paulus et vigtigt element. (Ef 6:11, 14-17) Det græske ord for “bøn” er et generelt ord der dækker over det at henvende sig til Gud i forbindelse med tilbedelse. Udtrykket der er gengivet med “alle former for”, viser at der findes forskellige former for bøn, for eksempel bønner hvor man siger tak, hvor man priser Gud, eller hvor man giver udtryk for anger. Anråbelse er en indtrængende form for bøn der er forbundet med stærke følelser. (Se studienote til ApG 4:31). En kristen kan bede til Gud på forskellige måder alt efter behov og omstændigheder.

havde bedt denne inderlige bøn: Det græske udsagnsord deomai henviser til en inderlig, eller indtrængende, bøn der er forbundet med stærke følelser. Det beslægtede navneord deesis, der er oversat med “inderlige bøn”, er blevet defineret som en “ydmyg og oprigtig anmodning”. I De Kristne Græske Skrifter bruges dette navneord udelukkende om det at henvende sig til Gud. Selv Jesus “opsendte ... anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer, til Ham der kunne redde ham fra døden”. (He 5:7) Flertalsformen “bønner” indikerer at Jesus bønfaldt Jehova mere end én gang. Eksempelvis bad Jesus inderligt gentagne gange i Getsemane Have. – Mt 26:36-44; Lu 22:32.

Vi er ... ambassadører: Paulus omtaler her sig selv og sine medarbejdere som “ambassadører på Kristus’ vegne”. På Bibelens tid kunne ambassadører og andre sendebud blive udsendt af flere forskellige grunde. Hvis man var truet af en fjende, kunne man sende ambassadører afsted for at se om man kunne undgå krig eller indgå aftaler om fredsbetingelser hvis der allerede var krig. (Esa 30:1-4; 33:7) På Paulus’ tid kunne folk, byer eller provinser i Romerriget sende ambassadører til Rom for at styrke venskabet, for at få hjælp, eller for at fremlægge en sag. Det græske udsagnsord for “at være (optræde som) ambassadør” (presbeuo) forekommer to gange i De Kristne Græske Skrifter, her og i Ef 6:19, 20, hvor Paulus omtaler sig selv som ambassadør for den gode nyhed. I Lu 14:32 og 19:14 er det beslægtede navneord presbeia gengivet med “delegation”. Begge ord er beslægtet med ordet presbyteros, der betyder “ældre mand; ældste”. – Mt 16:21; ApG 11:30.

på Kristus’ vegne: Eller “i Kristus’ sted; i Kristus’ navn”. Efter at Kristus var blevet oprejst til himlen, blev hans trofaste disciple udnævnt til at udføre tjenesten i hans sted, som “ambassadører på Kristus’ vegne”. De blev først sendt til jøderne og så til folk fra nationerne, idet begge grupper var fremmede for den øverste Suveræn, Jehova. Disse salvede kristne tjener som ambassadører i en verden der ikke har fred med Gud. (Joh 14:30; 15:18, 19; Jak 4:4) I sit brev til efeserne, som Paulus skrev under sit første fangenskab i Rom (ca. 59-61 e.v.t.), beskrev han sig selv som en ‘ambassadør i lænker’. – Ef 6:20.

forkyndte: Grundbetydningen af det græske ord er “at bekendtgøre noget som offentlig budbringer”. Det betoner bekendtgørelsens form: almindeligvis en åben, offentlig proklamation snarere end en tale for en sluttet kreds. Temaet i denne forkyndelse var Guds rige. I Apostlenes Gerninger forekommer udtrykket “Guds rige” seks gange. Den første forekomst er i ApG 1:3, hvor Jesus taler om dette rige i løbet af de 40 dage efter at han er blevet oprejst, og inden han stiger til himlen. Guds rige fortsatte med at være det gennemgående tema i apostlenes forkyndelse. – ApG 8:12; 14:22; 19:8; 28:23.

jeg er ambassadør … i lænker: Paulus skrev sit brev til efeserne mens han var i fængsel i Rom, og det forklarer hvorfor han siger at han var “i lænker”. (Ef 3:1; 4:1) På Bibelens tid var en ambassadør en officiel repræsentant som var udsendt af en hersker af en bestemt årsag og i en bestemt anledning. Paulus var udnævnt til at være ambassadør af Gud, og han forkyndte et budskab til mennesker på hans tid om at de skulle blive forsonet med Gud gennem Kristus. – Se studienoter til 2Kt 5:20.

jeg kan tale … med frimodighed: Paulus var i fængsel i Rom, og her beder han sine trosfæller om at bede for ham så han kan “tale … med frimodighed [en form af det græske udsagnsord parresiazomai]”. (Ef 6:19) Beretningen i Apostlenes Gerninger viser at Paulus, mens han var i fængsel, blev ved med at forkynde om Guds rige “med stor frimodighed [en form af det beslægtede græske navneord parresia] … uden at blive hindret”. (ApG 28:30, 31) Det viser at Jehova besvarede de bønner der blev bedt for ham. Noget af det der kendetegnede de første kristne, var at de forkyndte med frimodighed. – ApG 4:13, 29; se studienote til ApG 28:31.