Min mormor og morfar lærte om Jehova og hans løfter i 1906. Da havde de lige mistet en søn på grund af difteri. Deres læge hørte til Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Han fortalte dem om den trøst Bibelen giver, blandt andet håbet om en opstandelse. Det førte til at både min mormor og morfar, min mor og min moster blev Bibelstudenter.

 I mange år arbejdede de flittigt for sandheden. Da “Skabelsens Fotodrama” blev vist i Chicago, var kvinderne i min familie “piccoliner”, som det hed dengang – de var med til at vise folk hen til deres pladser ved forestillingerne. Men desværre var min mor den eneste der blev ved med at tjene Jehova. Hun havde det ikke let, for der havde altid været stærke bånd i familien, og de havde været forenet i troen indtil 1930’erne. Det gjorde et stort indtryk på mig at min mor var så loyal og lydig over for Jehova. Det samme gjaldt min far, der også var en trofast Bibelstudent.

 Jeg er født i 1927 som den første af seks børn. Vi holdt alle sammen fast ved sandheden. Min far var tømrer, og vi boede i et dejligt hus i udkanten af Chicago. Der var en stor køkkenhave, og vi holdt både høns og ænder.

 Jeg kunne godt lide at bestille noget. Et af mine jobs var at stoppe familiens strømper og sokker. Den slags gør man ikke ret meget i dag, men dengang smed man ikke sokkerne ud bare fordi der var huller i dem. Hullerne blev omhyggeligt repareret med stoppenål og tråd. Jeg har haft utroligt stor gavn af at lære den slags ting, for senere kom jeg til at bruge nål og tråd rigtig meget.

 Min far sørgede for at vores familie aldrig forsømte noget i åndelig henseende. Vi kom til alle de kristne møder, vi var regelmæssigt med i forkyndelsen, og vi drøftede et vers fra Bibelen hver dag. Hver lørdag aften var familien samlet om at studere Bibelen ud fra en artikel i Vagttårnet.

 Som en slags forkyndelse for vores naboer anbragte far et skilt med elektrisk lys inden for vinduet i vores dagligstue. Det var en kasse som var lavet af nogle af vores brødre, og den annoncerede et offentligt foredrag eller en af vores publikationer. Lyset inde i kassen tændte og slukkede, så folk kunne ikke lade være med at kigge på det når de gik forbi udenfor. Far satte også to skilte på vores bil.

 Både med det han sagde, og det han gjorde, lærte min far os børn hvor vigtigt det er at være lydig mod Jehova. Min mor støttede ham på alle måder. Hun begyndte desuden at tjene Jehova som pioner da min yngste søster var fem år, og hun holdt ud som pioner hele resten af sit lange liv. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre forældre.

 Dengang var livet meget anderledes end det er i dag. Vi havde ikke fjernsyn, så vi børn plejede at sidde på gulvet og høre radio. Der var nogle spændende hørespil der blev sendt som serier i radioen. Men mest af alt nød vi at lytte til de bibelske programmer som Jehovas organisation udsendte i radioen.

 Vi elskede at komme til Jehovas Vidners stævner. Ved stævnet i 1935 fik vi at vide at ‘den store skare’, som vil overleve “den store trængsel”, og som nævnes i Åbenbaringen 7:9, 14, er dem der kommer til at leve evigt i et paradis på jorden. Inden 1935 tog begge mine forældre af brødet og vinen ved mindehøjtiden. Men efter det stævne var det kun min far der gjorde det. Min mor blev klar over at hendes håb ikke var at herske sammen med Kristus i himlen men at leve evigt på jorden.

 Ved et stævne i Saint Louis, Missouri, i 1941 blev bogen Børn udgivet af Joseph Rutherford, som stod i spidsen for vores arbejde dengang. Der kom et enormt bifald da han udgav bogen! Jeg var 14 år og var blevet døbt året før. Det står stadig lyslevende for mig at jeg stillede mig i kø sammen med de andre børn, kom op på scenen og fik mit eget eksemplar af bogen.

 Dengang foregik forkyndelsen anderledes end den gør i dag. I 1930’erne brugte vi grammofonplader med bibelske foredrag som vi afspillede på rejsegrammofoner. Før vi bankede på en dør, trak vi grammofonen op og sørgede for at pladen og stiften var på plads. Når beboeren kom ud, havde vi en kort indledning, og så afspillede vi et bibelsk foredrag på fire og et halvt minut. Bagefter tilbød vi noget læsestof. Folk på vores egn lyttede med respekt. Jeg husker ikke at nogen overhovedet var uhøflige. Da jeg var 16 år og begyndte som pioner, fik jeg min egen grammofon som en gave fra min far. Den var jeg meget stolt af at bruge i tjenesten. Min pionermakker var en dygtig søster der hed Lorraine.

 Vi havde også en form for tjeneste der blev kaldt informationsmarcher, eller sandwicharbejde. Udtrykket “sandwich” kom af at vi hver især bar to plakater, en foran og en bagpå. På plakaterne stod der sætninger som “Religionen er en snare og et svindlerforetagende” og “Tjen Gud og Kongen Kristus”.

 Ved møderne blev vi forberedt på modstand og undervist i hvad vi skulle sige for at forsvare sandheden. Og modstand kom der sandelig! Første gang vi tilbød vores blade på et travlt forretningsstrøg, kom politiet og gennede os ind i en stor, lukket vogn og kørte os til politistationen. Der gik flere timer før vi blev sluppet fri, men vi var glade for at vi var blevet forfulgt fordi vi var lydige mod Jehova.

 På et tidspunkt præsenterede min pionermakker mig for Eugene Rosam, en bror hun havde truffet ved et stævne i Minneapolis, Minnesota. Han var vokset op i Key West i Florida. Da han gik i tiende klasse, blev han bortvist fra sin skole fordi han havde nægtet at deltage i en patriotisk ceremoni. Efter det var han straks begyndt som pioner. En dag mødte han en pige han før havde gået i klasse med. Hun undrede sig meget over at han var blevet smidt ud af skolen, for han havde været en usædvanligt dygtig elev. Men Eugene forklarede sit standpunkt ud fra Bibelen, og hun sagde ja til at få et bibelstudie. Hun tog imod sandheden og blev en trofast søster.

 Eugene og jeg giftede os i 1948 og begyndte vores liv sammen som pionerer i Key West. Senere blev vi indbudt til at være med i Gileadskolens 18. klasse, der blev afsluttet i februar 1952. I nogle af klassetimerne blev der givet undervisning i spansk, så vi regnede jo med at vi skulle være missionærer i et spansktalende land. Men sådan gik det ikke. Mens vi var på Gilead, var Koreakrigen i fuld gang, og Eugene blev indkaldt til militærtjeneste. Det kom helt bag på ham, for under den anden verdenskrig var han blevet fritaget for militærtjeneste på grund af at han var kristen forkynder. Men fordi han nu var blevet indkaldt, fik vi at vide at vi var nødt til at blive i USA. Jeg var så skuffet at jeg græd. To år senere blev det endelig anerkendt at Eugene var fritaget for militærtjeneste. Men den skuffelse vi havde været igennem, lærte os noget vigtigt: Når en dør bliver lukket, kan Jehova åbne en anden. Og det gjorde han. Vi skulle bare være tålmodige.

 Vi blev pionerer i en spansktalende menighed i Tucson, Arizona, men allerede i 1953 blev vi sendt ud i kredstjenesten. I tidens løb kom vi til at tjene i kredse i Ohio, Californien og New York City. Eugene blev udnævnt til områdetilsynsmand a i 1958, og så begyndte vi at rejse i et område i Californien og Oregon. Vi havde logi hos lokale brødre og søstre. I 1960 blev vi sendt til Canada, hvor Eugene blev lærer på Rigets Tjenesteskole, en skole for menighedernes tilsynsmænd. Og vi blev i Canada helt til 1988.

 Et af mine skønneste minder fra tiden i Canada handler om en familie som jeg traf i forkyndelsen fra hus til hus sammen med en anden søster. Den første vi mødte, var moren i familien. Hun hed Gail, og hun fortalte os at hendes to sønner var meget kede af det fordi deres morfar lige var død. “Hvorfor er han død? Hvor er han henne nu?” spurgte de. Gail kunne ikke give dem nogen svar, men vi gav hende Bibelens svar ud fra nogle trøstende bibelvers.

 På det tidspunkt var vi i kredstjenesten, og vi var kun i den lokale menighed i en uge. Men den søster jeg fulgtes med, vendte tilbage til Gail. Hvordan kom det til at gå? Gail tog imod sandheden, og det samme gjorde hendes mand, Bill, og deres tre sønner – Christopher, Steve og Patrick. I dag tjener Chris som ældste i Canada. Steve er lærer ved Jehovas Vidners undervisningscenter i Palm Coast i Florida. Og Patrick er medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Thailand. I årenes løb har Eugene og jeg holdt nær kontakt med den familie. Det gør mig så glad at jeg har haft en lille andel i at hjælpe dem til at lære Jehova at kende!

 Mens vi var i Canada, åbnede Jehova en helt ny dør for Eugene. Den førte ind til nogle spændende og vigtige aktiviteter som jeg gerne vil fortælle om.

 For år tilbage blev vores standpunkt med hensyn til blodtransfusion ofte misforstået, og der kom meget negativ presseomtale. Rundt omkring i Canada udkom der avisartikler hvor man påstod at børn af Jehovas Vidner døde fordi forældrene ikke ville lade dem få blodtransfusion. Min mand fik den opgave at være med til at imødegå de forkerte påstande.

 I 1969 skulle der holdes et internationalt stævne i Buffalo i staten New York. Lige før stævnet tog Eugene og nogle andre brødre ud og besøgte de største hospitaler i området for at fortælle at omkring 50.000 Jehovas Vidner fra Canada og USA ville komme til byen for at overvære et stævne. Hvis nogen af gæsterne skulle få brug for lægehjælp, ville det være godt for alle parter at lægerne forstod vores standpunkt i forbindelse med blodtransfusion og kunne se det rimelige i det. Vores brødre gav lægerne nogle artikler fra anerkendte fagtidsskrifter der beskrev hvordan læger kunne give behandling uden blod. Lægerne reagerede så positivt at Eugene og nogle andre brødre udvidede det til at aflægge proaktive besøg på hospitaler i hele Canada. De gik også mere ind i at hjælpe lokale ældste når der opstod nødsituationer i forbindelse med lægebehandling.

 Lidt efter lidt begyndte deres anstrengelser at bære frugt. Den indsats de gjorde, blev begyndelsen til noget vi aldrig havde forestillet os. Hvad var det?

 Engang midt i 1980’erne blev Eugene ringet op af Milton Henschel fra Hovedkontoret i Brooklyn i New York. I USA havde vores brødre et program der gik ud på at sprede information til læger, og Det Styrende Råd ville gerne udvide programmet så endnu flere læger kunne få gavn af det. Eugene og jeg blev bedt om at flytte til Brooklyn, og i januar 1988 oprettede Det Styrende Råd en afdeling ved Hovedkontoret der hed Hospital Information Services. Senere fik min mand og to andre brødre til opgave at gennemføre nogle seminarer om emnet, først i USA og så i andre lande. Snart blev “Hospitalinformation” oprettet som en afdeling på mange afdelingskontorer, og i forskellige byer kom der Kontaktudvalg til Hospitaler. Utallige voksne og børn blandt Jehovas Vidner har fået hjælp gennem denne kærlige ordning fra Jehova. Når Eugene gennemførte seminarer og besøgte hospitaler, arbejdede jeg på det lokale afdelingskontor, ofte i systuen eller køkkenet.

 I 2006 kom jeg til at stå over for den største udfordring nogensinde – jeg mistede min kære Eugene. Hvor jeg dog savner hans kærlighed og det at være sammen med ham! Hvad har hjulpet mig i den svære tid? Det er der flere ting der har. For eksempel sørger jeg for at holde mig nær til Jehova ved at bede til ham og ved at følge mit program for bibellæsning. Jeg følger også med i Betelfamiliens behandling af dagens tekst, og jeg læser det kapitel i Bibelen som teksten er taget fra. På Betel har jeg den opgave at tjene i systuen – det er en tjeneste jeg går op i og betragter som en forret. Tidligere har jeg haft den glæde at sy bagtæpper og gardiner til stævnehallerne i New Jersey og New York. Nu tjener jeg på Betel i Fishkill, hvor jeg blandt andet tilpasser og reparerer tøj. b

 For mig er det vigtigste i livet at elske Jehova og at adlyde ham og hans organisation. (Hebræerne 13:17; 1. Johannes 5:3) Jeg er glad for at Eugene og jeg gjorde det til vores mål i livet. Fordi vi gjorde det, er jeg overbevist om at Jehova vil belønne os med evigt liv i et paradis her på jorden, hvor vi også vil få den glæde at se hinanden igen. – Johannes 5:28, 29.