Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 EN SAMTALE MED EN FRA NABOLAGET

Interesserer Gud sig for vores lidelser?

Interesserer Gud sig for vores lidelser?

Det følgende er en typisk samtale som et af Jehovas Vidner kunne have med en i lokalområdet. Lad os forestille os at et af Jehovas Vidner ved navn Maja, har ringet på hos en kvinde der hedder Sara.

HVORDAN KUNNE HAN TILLADE AT DET SKETE?

Maja: Dav, jeg hedder Maja. I dag får alle her i området denne folder. Den hedder Vil du vide hvad sandheden er? Værsgo, her er dit eksemplar.

Sara: Er det noget om religion?

Maja: Ja. Læg mærke til de seks spørgsmål på forsiden. Hvilke af disse spørgsmål —

Sara: Jeg synes vi skal stoppe her. Det er spild af tid at snakke med mig.

Maja: Hvorfor mener du det?

Sara: Det er nok fordi jeg ikke rigtig tror på Gud.

Maja: Jeg er glad for at du er så ærlig. Men må jeg spørge: Har du aldrig troet på Gud?

Sara: Jo, da jeg var barn, gik jeg i kirke. Men det er jeg holdt op med for længe siden.

Maja: Jeg står ikke her fordi jeg vil påtvinge dig min tro. Men må jeg være så fri at spørge om der er en særlig grund til at du er begyndt at tvivle på at Gud er til?

Sara: Det må du godt. Min mor var ude for en bilulykke for 17 år siden.

Maja: Det gør mig ondt at høre. Hvad skete der med din mor?

Sara: Hun blev lam og har været det lige siden.

Maja: Det er da forfærdeligt. Det må gå dig utrolig meget på.

Sara: Ja, det gør det også. Og det er derfor jeg tvivler på at der er en Gud, for hvis han er til, hvorfor tillod han så at det skete? Hvorfor tillader Gud at det er gået os sådan?

ER DET FORKERT AT SPØRGE HVORFOR?

Maja: Det er meget forståeligt at du har de følelser og spørgsmål. Når vi kommer ud for svære ting i livet, er det helt normalt at vi undrer os over hvorfor. Faktisk var der også trofaste mænd og kvinder på Bibelens tid der undrede sig over det!

Sara: Virkelig?

Maja: Ja. Må jeg vise dig et eksempel fra Bibelen?

Sara: Det kunne jeg godt tænke mig at se.

Maja: Læg mærke til hvad den trofaste profet Habakkuk spurgte Gud om. Det står her i Habakkuk, kapitel 1, vers 2 og 3: „Hvor længe, Jehova, skal jeg råbe om hjælp uden at du hører? Hvor længe skal jeg skrige til dig om vold uden at du frelser? Hvorfor lader du mig se på fortræd?“ Minder disse spørgsmål om dem du har stillet?

Sara: Ja, det gør de.

Maja: Gud bebrejdede ikke Habakkuk at han stillede de spørgsmål, og han sagde heller ikke til ham at han bare skulle have mere tro.

Sara: Det er interessant.

JEHOVA HADER LIDELSER

Maja: Bibelen fortæller at Gud lægger mærke til vores lidelser, og at han har omsorg for os.

Sara: Hvad mener du?

Maja: Lad mig vise dig et eksempel her i Anden Mosebog 3:7. Vil du læse verset?

Sara: Det er i orden. Der står: „Og Jehova tilføjede: ’Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.’“

 Maja: Tak. Lægger Gud ifølge dette skriftsted mærke til når nogen lider?

Sara: Ja, det ser sådan ud.

Maja: Og han er ikke bare en lille smule opmærksom på hvad der sker. Se igen den sidste del af verset. Gud sagde: „For jeg kender jo deres lidelser.“ Lyder det som om Gud er kold og reserveret?

Sara: Nej, det gør det ikke.

Maja: Én ting er at lægge mærke til en situation, noget andet er at blive følelsesmæssigt berørt af den.

Sara: Det er rigtigt.

Maja: Med det i tanke så lad os læse om et andet tilfælde hvor Guds folk var ude i store problemer. Det står omtalt i Esajas 63:9. Første del af verset lyder: „I al deres kval var det en kval for ham.“ Synes du det virker som om Gud blev påvirket af at se de lidelser hans folk kom ud for?

Sara: Ja, det ser det ud til.

Maja: Sandheden er at Gud er meget interesseret i at vi har det godt, og han hader at se os lide. Når vi lider, lider han sammen med os.

HVORFOR HAR HAN VENTET?

Maja: Før jeg går, er der lige en anden tanke jeg gerne vil dele med dig.

Sara: Det er i orden.

Maja: Tænk på det som Bibelen lærer os om Guds magt, eller kraft. Det skriftsted jeg tænker på, er Jeremias 10:12. Kan jeg få dig til at læse det?

Sara: Ja, der står: „Han er den der frembragte jorden ved sin kraft, den der i sin visdom grundfæstede den frugtbare jord, og den der ved sin forstand udspændte himmelen.“

Maja: Mange tak. Lad os lige se et øjeblik på verset. Skulle Gud bruge stor kraft for at skabe det enorme univers?

Sara: Absolut.

Maja: Hvis Gud har kraft til at skabe alt det som omgiver os, skulle vi så ikke også forvente at han har magt til at kontrollere hele sit skaberværk?

Sara: Jo.

Maja: Tænk på din mor og de lidelser hun må gennemgå. Hvis du havde magt til at fjerne hendes lidelser i dag, ville du så ikke gøre det?

Sara: Selvfølgelig, hun er jo min mor, og jeg elsker hende.

Maja: Netop. Bibelen viser at Gud lægger mærke til at vi lider, han føler med os, og hans magt er uendelig stor. Kan du så forestille dig hvor meget selvbeherskelse det kræver af Gud ikke straks at gribe ind og fjerne vores lidelser?

Sara: Jeg har aldrig før tænkt på det på den måde.

Maja: Kan det tænkes at Gud har nogle gode grunde til at han endnu ikke har blandet sig i vores problemer? *

Sara: Hm, det kan da godt være.

Maja: Jeg kan høre din telefon ringer, men jeg vil gerne komme igen en anden dag, så kan vi snakke mere om det.

Sara: Fint. Det er i orden. *

Er der et bibelsk spørgsmål du har tænkt særligt over? Er der noget du gerne vil vide om Jehovas Vidners tro og lære? Så må du endelig ikke holde dig tilbage fra at spørge et af Jehovas Vidner. Han eller hun vil med glæde besvare dine spørgsmål.

^ par. 55 Flere oplysninger findes i kapitel 11 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 58 En kommende artikel i denne serie vil handle om hvorfor Gud tillader lidelser.