Et brev fra Norge

Over vidtstrakte hvide vidder

DET er en tidlig vintermorgen. Vi letter lidt på gardinet for at se hvordan vejret er, og til vores glæde er himmelen blå og skyfri. De næste tre dage skal vi med ud at forkynde på Finnmarksvidda — en stor fjeldvidde nord for polarcirklen.

Vi er spændte på hvordan det bliver, for i den nordnorske vildmark kan det blive temmelig koldt om vinteren. Vi er glade for at vi er i selskab med tre Jehovas Vidner der bor i området. De ved hvad vi kan forvente os, og har givet os nogle gode råd.

De beboere på Finnmarksvidda som ikke har vejforbindelse, kan man bedst nå frem til på sneescooter. Vi læsser vores slæde og snescootere med tøj, mad og ekstra brændstof. En vidtstrakt hvid fjeldvidde strækker sig så langt øjet rækker. Sneen glimter som diamanter i solskinnet. Det er et syn så smukt at det næsten tager vejret fra os!

Finnmarksvidda er tilholdssted for rensdyr, elge, losser, harer, ræve, jærve og en mindre bestand af bjørne. Men det vi glæder os mest til, er at besøge de mennesker der bor i disse egne. Vi ser specielt frem til at møde nogle af samerne, som holder rensdyr eller driver fjeldhytter.

Uden for den første fjeldhytte møder vi en del unge mennesker som er ude at stå på ski med deres skoleklasse. De standser op for at tale med os og spørger hvad vi laver. Det er vi selvfølgelig mere end villige til at svare på! „Held og lykke med Bibelen!“ siger en af dem da vi tager afsked. På snescooterne krydser vi nu store tilfrosne søer og hvide vildmarker. Kommer vi mon til at se en rensdyrflok?

Da vi kører op til en lille hytte, træffer vi en hyggelig mand som er en af de få fastboende her. Da han lægger mærke til at vores slæde er gået i stykker, tilbyder han venligt at reparere den. Han tager sig god tid; folk heroppe har ingen hastværk. Hans måde at være på gør at vi også bliver mere afslappede. Efter at han har repareret slæden, takker vi ham og viser ham nogle punkter fra Bibelen om hvorfor Gud tillader lidelser. Han lytter opmærksomt.  Før vi tager af sted, modtager han bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og bladene Vagttårnet og Vågn op! Han smiler og siger: „Tak for besøget.“

Efter at vi har aflagt endnu et par besøg, begynder mørket at falde på, og vi sætter kurs mod hytten hvor vi skal overnatte. Pludselig får vi øje på en ræv. Dens røde pels skinner i smuk kontrast til den hvide sne. Ræven standser op et øjeblik, kigger nysgerrigt på os og lunter så videre. Det er nu begyndt at sne, og det gør det svært for os at orientere os. Hvilken lettelse da vi endelig ser hytten i det fjerne! Vi tænder op i ovnen, og efterhånden begynder varmen at brede sig. Det har været en lang dag, men selvom vi er trætte efter at have bumpet op og ned på snescooter hele dagen, er vi meget glade.

Det bliver morgen alt for hurtigt. Vi pakker igen vores snescootere og kører ned til et lavereliggende område, følger en elv og kommer til en anden fjeldhytte. Her møder vi en ung mand; vi får en lang snak med ham hvor vi drøfter nogle tanker fra Bibelen. Han er så venlig at vise os den letteste vej tilbage til scooterløjpen.

Så oprinder den sidste dag af vores tur. Da vi kører ind i nationalparken Stabbursdalen, åbner der sig et fantastisk landskab for os med snedækkede fjelde i det fjerne der glimter i solen. Pludselig får vi øje på en stor flok rensdyr! De går roligt og græsser idet de skraber lav og mos frem fra sneen med deres store klove. Længere væk ser vi en same der sidder på sin snescooter. Han betragter roligt sine rensdyr mens hans hund passer godt på dem og holder flokken samlet. Et øjeblik standser hunden op og kommer hen og snuser til os, men den vender hurtigt tilbage til sit job. Vi forkynder for manden, som er venlig og lytter til os.

På vejen hjem tænker vi på alle de mennesker vi har mødt på vores 300 kilometer lange tur. Vi føler os meget privilegerede over at have haft en lille andel i at forkynde for folk på disse vidtstrakte hvide vidder.

[Kildeangivelse på side 15]

© Norway Post