Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan man bekæmpe negative følelser?

Hvordan kan man bekæmpe negative følelser?

Hvordan kan man bekæmpe negative følelser?

HAR du nogen sinde kæmpet med negative følelser? Hvem har ikke det? Vore dage er kendetegnet af økonomiske vanskeligheder, omsiggribende vold og grov uretfærdighed. Ikke overraskende er et stort antal mennesker grebet af dyb håbløshed, ekstrem skyldfølelse og en fornemmelse af ikke at være noget værd.

Sådanne følelser kan være farlige. De kan underminere vores selvtillid, lamme vores evne til at ræsonnere og berøve os livsglæden. Bibelen siger: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“ (Ordsprogene 24:10) Vi har brug for vores kraft, eller energi, for at holde ud i denne urolige verden. Det er derfor af afgørende betydning at holde negative følelser under kontrol. *

Bibelen peger på hvordan man effektivt kan bekæmpe negative følelser. Jehova Gud, der har skabt og opretholder alt liv, ønsker ikke at vi skal bukke under for håbløshed og fortvivlelse. (Salme 36:9) Lad os derfor se på tre måder hvorpå hans ord kan hjælpe os til at bekæmpe negative følelser.

Forstå at Gud er interesseret i os

Nogle mener at Gud er alt for optaget af andre sager til at tage sig af hvordan de personligt har det. Ser du også sådan på det? Bibelen forsikrer os om at Skaberen bekymrer sig om hvordan vi har det. Salmisten sagde: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Det er trøstende at vide at den almægtige Gud er nær hos os når vi har det svært!

Gud er ikke kold eller langt borte fra os. Bibelen siger at „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Han elsker menneskene og føler med dem der lider. Da israelitterne for cirka 3500 år siden var i trældom i Ægypten, sagde Gud: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser. Og jeg vil stige ned for at udfri dem.“ — 2 Mosebog 3:7, 8.

Gud forstår nøjagtigt hvordan vi føler. Når alt kommer til alt, er det „ham der har frembragt os, og ikke os selv“. (Salme 100:3) Selv når vi føler at andre ikke forstår os, kan vi være sikre på at det gør Gud. Bibelen siger: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) End ikke vores allerinderste følelser er skjult for Gud.

Sandt nok er Jehova klar over vores fejl og mangler. Men vi kan være taknemmelige for at vores kærlige Skaber er tilgivende. Den inspirerede bibelskribent David sagde: „Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham. For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ (Salme 103:13, 14) Gud ser os ikke som vi selv ser os. Han ser på det gode og ikke det forkerte vi gør, når blot vi angrer vores synder. — Salme 139:1-3, 23, 24.

Når vi føler at vi ikke er noget værd, må vi altså være besluttede på at bekæmpe en sådan følelse. Vi må huske hvordan Gud betragter os. — 1 Johannes 3:20.

Få et nært venskab med Gud

Hvordan vil det gavne os at se os selv som Gud ser os? Vi vil have lettere ved at tage det næste skridt til at overvinde negative følelser — at opbygge et nært venskab med Gud. Er det virkelig muligt?

Som en kærlig Fader er Jehova Gud ivrig efter at hjælpe os til at få et nært venskab med ham. Bibelen tilskynder os: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Tænk engang over denne overvældende sandhed: Hvor svage og syndige vi end er, kan vi opbygge et personligt venskab med universets suveræne Herre!

Gud har åbenbaret sig selv gennem Bibelen så vi kan lære ham at kende som person. Ved regelmæssigt at læse i Bibelen kan vi lære Guds tiltalende egenskaber at kende. * Når vi grunder over det vi lærer, vil vi føle at vi kommer stadig nærmere til Jehova. Det vil blive endnu tydeligere for os hvem han virkelig er — en kærlig, medfølende Fader.

Når vi tænker alvorligt over det vi læser i Bibelen, udvirker det endnu mere. Ved at vi fylder sindet og hjertet med Guds tanker og lader dem korrigere, trøste og lede os, får vi et stadig nærmere forhold til vores himmelske Fader. Det er især vigtigt når vi kæmper med tanker og følelser der foruroliger og tynger os. Salmisten udtrykte det på denne måde: „Da jeg var tynget af bekymringer, trøstede du mig og fik mig til at føle mig tryg.“ (Salme 94:19, Contemporary English Version) Guds ord kan give stor trøst. Hvis vi ydmygt tager imod Bibelens budskab, vil vi opdage at vores negative følelser lidt efter lidt bliver erstattet af den trøst og fred som kun Gud kan give. Jehova trøster os således ligesom en kærlig far eller mor ville trøste et såret eller oprevet barn.

Endnu en måde vi kan blive venner med Gud på, er ved regelmæssigt at tale med ham. Bibelen forsikrer os om at „uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os“. (1 Johannes 5:14) Ja, lige meget hvilken bekymring eller frygt vi måtte have, kan vi bede til Gud om hans hjælp. Hvis vi udøser vort hjerte for Gud, giver det os fred i sindet. Apostelen Paulus skrev: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

Når du følger en plan for bibellæsning, eftertanke og personlig bøn, vil du uden tvivl opdage at du får et nært forhold til din himmelske Fader. En sådan tilknytning vil være et uvurderligt våben i kampen mod negative følelser. Hvad kan også være en hjælp?

Ret tankerne mod et sikkert fremtidshåb

Selv under de mest prøvende omstændigheder kan vi holde tankerne rettet mod noget godt. Hvordan det? Gud giver os et sikkert håb for fremtiden. Apostelen Peter beskrev dette vidunderlige håb med disse ord: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Hvad betyder det?

Udtrykket „nye himle“ sigter til et nyt styre — Guds himmelske rige ved Jesus Kristus. „En ny jord“ sigter til et nyt samfund her på jorden der har Guds godkendelse. Under de nye himles styre vil det nye samfund på jorden være fri for alt hvad der kan forårsage negative følelser. Hvad angår de trofaste mennesker der lever på det tidspunkt, forsikrer Bibelen os om at Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. — Åbenbaringen 21:4.

Det er vidunderlige og opmuntrende tanker, ikke sandt? Det er derfor Bibelen omtaler det fremtidshåb Gud har givet sande kristne, som „det lykkelige håb“. (Titus 2:13) Hvis vi er helt optaget af Guds løfter om menneskets fremtid og kender grundene til at disse løfter er pålidelige og sikre, kan vi fortrænge negative tanker. — Filipperne 4:8.

Bibelen sammenligner vores frelseshåb med en hjelm. (1 Thessaloniker 5:8) I gammel tid ville en soldat ikke vove at drage i krig uden sin hjelm. Han vidste at den ville afbøde mange slag og betyde at mange pile ville prelle af uden at skade ham. Ligesom en hjelm beskytter hovedet, beskytter håbet sindet. Når vi dvæler ved tanker der fylder os med håb, kan det beskytte os mod negative, frygtsomme og pessimistiske tanker.

Det er altså muligt at bekæmpe negative følelser. Det kan også lykkes for dig! Tænk på hvordan Gud betragter dig, knyt dig endnu nærmere til ham, ret tankerne mod dit håb for fremtiden. Så kan du være sikker på at opleve den dag da negative følelser vil være borte for altid! — Salme 37:29.

[Fodnoter]

^ par. 3 De der kæmper med langvarig eller dyb depression, bør måske konsultere en læge. — Mattæus 9:12.

^ par. 14 Vagttårnet for 1. august 2009 indeholder en praktisk plan for bibellæsning.

[Tekstcitat på side 19]

„Jeg kender jo deres lidelser.“ — 2 MOSEBOG 3:7, 8

[Tekstcitat på side 20]

„Da jeg var tynget af bekymringer, trøstede du mig og fik mig til at føle mig tryg.“ — SALME 94:19, CONTEMPORARY ENGLISH VERSION

[Tekstcitat på side 21]

„Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — FILIPPERNE 4:7

[Ramme/​illustration på side 20, 21]

Trøstende skriftsteder om Jehova Gud

„Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ — 2 MOSEBOG 34:6.

„Hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 KRØNIKEBOG 16:9.

„Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ — SALME 34:18.

„Du, Jehova, er god og rede til at tilgive.“ — SALME 86:5.

„Jehova er god mod alle, og hans barmhjertighed hviler over alt hvad han har frembragt.“ — SALME 145:9.

„Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ — ESAJAS 41:13.

„Velsignet være . . . den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud.“ — 2 KORINTHER 1:3.

„Vi skal berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting.“ — 1 JOHANNES 3:19, 20.

[Ramme/​illustrationer på side 22]

Hvordan de bekæmper negative følelser

„Min far er alkoholiker og har voldt mig mange sorger. Så længe jeg kan huske, har jeg været plaget af den følelse at jeg ikke var noget værd. Men da jeg tog imod et bibelstudium med et af Jehovas Vidner, lærte jeg Guds løfte om evigt liv på jorden at kende. Det fyldte mit sind og hjerte med glæde. Bibellæsning blev en fast del af mit liv. Jeg har altid en bibel hos mig. Når jeg overvældes af negative følelser, åbner jeg den og læser nogle trøstende skriftsteder. Det at læse om Guds tiltalende egenskaber forsikrer mig om hvor dyrebar jeg er i hans øjne.“ — Katja, en 33-årig kvinde. *

„Jeg var afhængig af alkohol, marihuana, kokain, og desuden sniffede jeg lim. Efter at have mistet næsten alt hvad jeg ejede, begyndte jeg at tigge. Men da jeg tog imod et bibelstudium med Jehovas Vidner, ændrede jeg fuldstændig mit liv. Jeg lærte Gud at kende som person. Selvom jeg stadig må kæmpe med skyldfølelse og manglende selvværd, har jeg lært at stole på Guds barmhjertighed og loyale hengivenhed. Jeg er helt overbevist om at Gud fortsat vil give mig styrke til at overvinde mine negative følelser. Det at lære Bibelens sandheder at kende er det bedste der nogen sinde er sket mig.“ — René, en 37-årig mand.

„Lige siden jeg var lille, har jeg sammenlignet mig med min storebror. Jeg har altid følt at jeg var ham underlegen. Jeg har stadig en stærk følelse af usikkerhed og har ikke tillid til mine egne evner. Men jeg er besluttet på at vinde denne kamp. Jeg har bedt uophørligt til Jehova, og han har hjulpet mig til at overvinde mine følelser af utilstrækkelighed. Det er trøstende at vide at Gud virkelig elsker mig og har omsorg for mig.“ — Berta, en 45-årig kvinde.

[Fodnote]

^ par. 45 Nogle af navnene er ændret.