Enker og enkemænd — Hvad har de behov for? Hvordan kan du hjælpe?

I det sparsomt oplyste køkken i den lille lejlighed dækker Jeanne mekanisk bordet. Hun må jo have et eller andet at spise. Pludselig går det op for hende at der er to tallerkener på bordet . . . og hun brister i gråd. Af ren og skær vane har hun dækket til to! Og det er to år siden hendes elskede mand døde.

DE DER ikke selv har oplevet det, kan umuligt sætte sig ind i hvor dyb en smerte der er forbundet med at miste sin ægtefælle. Faktisk accepterer menneskesindet kun gradvis den forfærdelige virkelighed. Beryl på 72 kunne ikke forlige sig med sin mands pludselige død. „Jeg følte det var helt uvirkeligt,“ siger hun. „Jeg kunne ikke fatte at han aldrig mere ville komme ind ad døren.“

Efter en amputation føler nogle at de kan blive ved med at „mærke“ det lem de har mistet. Sørgende ægtefæller kan også nogle gange „se“ deres elskede mand eller hustru i en menneskemængde eller tage sig selv i at småsnakke med en der ikke er der mere!

Ofte ved venner og familie ikke hvordan de skal reagere i forbindelse med et dødsfald. Kender du en der har mistet sin ægtefælle? Hvordan kan du støtte bedst muligt? Hvad bør du vide for at kunne hjælpe enker og enkemænd med at bearbejde sorgen? Hvordan kan du hjælpe den efterladte med lidt efter lidt at få livsgnisten tilbage?

Noget man skal undgå

Venner og familie kan være ulykkelige over at se den efterladtes sorg, og i den bedste mening prøver de måske at afkorte sorgprocessen. En forsker der foretog en spørgeundersøgelse blandt 700 enker og enkemænd, har imidlertid skrevet: „Der er ikke nogen ’rigtig’ længde af sørgetiden.“ I stedet for at  prøve at standse tårestrømmen må du derfor lade den efterladte få tid nok til at sørge over sin ægtefælle. — 1 Mosebog 37:34, 35; Job 10:1.

Selvom det kan være på sin plads at du hjælper med formaliteter i forbindelse med begravelsen, skal du ikke tro at du helt skal overtage kontrollen med alt hvad der har med begravelsesarrangementet at gøre. Paul på 49, der er blevet enkemand, siger: „Jeg synes det var dejligt at de der tilbød praktisk hjælp, lod mig bevare kontrollen med hvad der foregik. Det betød meget for mig at alt kom til at forløbe godt ved mindehøjtideligheden for min kone. Jeg følte at det var det sidste jeg kunne gøre for at vise hende ære.“

Der vil selvfølgelig nok blive sat pris på forskellige former for hjælp. Eileen, der er 68 år og enke, siger: „Det var opslidende for mig at arrangere begravelsen og klare alt papirarbejdet fordi jeg ikke kunne tænke klart. Men heldigvis hjalp min søn og svigerdatter mig rigtig meget.“

Vær heller ikke bange for at tale om den afdøde. Beryl, der blev nævnt tidligere, siger: „Mine venner gav mig en fantastisk støtte. Men jeg lagde mærke til at mange undgik at tale om min mand, John. Det var som om han aldrig havde eksisteret, og det gjorde mig lidt ked af det.“ Med tiden har den efterladte måske lyst til at tale åbent om sin ægtefælle. Mindes du en lejlighed hvor den afdøde har gjort noget specielt for dig, eller en sjov oplevelse I har haft sammen? Så vær ikke nervøs for at spørge om den efterladte har lyst til at høre om det. Hvis du fornemmer at det vil falde i god jord, fortæl da hvad du satte pris på hos vedkommende. Det kan hjælpe den sørgende ægtefælle til at forstå at han eller hun ikke er alene om at sørge. — Romerne 12:15.

Når du tilbyder din hjælp og støtte, så undgå at overvælde den sørgende med råd. Lad være med at presse vedkommende til at træffe beslutninger for hurtigt. * Brug i stedet dømmekraft  og spørg dig selv: ’Hvilke positive skridt kan jeg tage for at hjælpe en ven eller en i min familie gennem en af de vanskeligste perioder i livet?’

Hvad du kan gøre

I dagene umiddelbart efter dødsfaldet vil en efterladt ægtefælle sikkert med glæde tage imod praktisk hjælp. Kunne du tilberede nogle måltider, tilbyde overnatning til besøgende familiemedlemmer eller bruge tid sammen med den sørgende?

Det er også vigtigt at forstå at mænd og kvinder ofte håndterer sorg og ensomhed forskelligt. I nogle dele af verden gifter over halvdelen af enkemænd sig for eksempel inden der er gået 18 måneder efter at deres ægtefælle er død — hvilket sjældent er tilfældet med enker. Hvorfor er der denne forskel?

I modsætning til hvad mange mener, gifter mænd sig ikke altid igen blot for at få dækket deres fysiske eller seksuelle behov. Mænd har en tilbøjelighed til kun at betro sig til deres kone, og derfor føler de sig ofte meget ensomme når hun dør. Enker har som regel lettere ved at finde følelsesmæssig støtte hos andre, også selvom de nogle gange bliver glemt af mandens venner. Den ensomhed enkemænd føler, er noget af forklaringen på at mange af dem betragter et nyt giftermål som den eneste udvej — trods risikoen for at blive involveret i et nyt forhold for hurtigt. Enker vil ofte være bedre rustede til at klare den pinefulde ensomhed.

Uanset om den efterladte er en mand eller en kvinde, hvad kan du så gøre for at lette ensomhedens byrde for vedkommende? Helen, en 49-årig enke, siger: „Mange har gode intentioner, men de tager ikke noget initiativ. De siger ofte: ’Sig til hvis der er noget jeg kan gøre.’ Men det var dejligt da en bare sagde: ’Jeg skal ud at handle. Har du lyst til at komme med?’ Paul, hvis kone døde af kræft, fortæller hvorfor han satte pris på at blive inviteret ud. „Indimellem har man ikke lyst til at være sammen med andre mennesker eller at tale om hvordan det går,“ siger han. „Men efter en aften med hyggeligt samvær føler man sig meget bedre tilpas; man føler sig ikke så alene. Man kan mærke at folk er oprigtigt interesserede i en, og det gør det hele lidt lettere.“ *

Når empati er særlig værdsat

Helen følte at det tidspunkt hvor hun allermest behøvede følelsesmæssig støtte, var da  det meste af hendes familie var vendt tilbage til deres dagligdag. „Lige når det er sket, er dine venner og din familie der for dig,“ siger hun, „men så bliver deres tilværelse igen normal. Det gør din bare ikke.“ Sande venner er opmærksomme på dette og vil blive ved med at være til rådighed og yde støtte.

Måske har en enke eller enkemand særlig meget brug for nogen at være sammen med på årsdage, såsom bryllupsdagen eller dagen for ægtefællens død. Eileen, der blev nævnt tidligere, fortæller at hendes voksne søn udfylder det tomrum hun føler på sin bryllupsdag. „Hvert år inviterer min søn Kevin mig ud den dag,“ fortæller hun. „Vi spiser frokost sammen, og det er noget vi har sammen som mor og søn.“ Hvorfor ikke være opmærksom på de dage som du ved vil være svære at klare for et familiemedlem eller en ven der har mistet sin ægtefælle? Så kunne du arrangere at du selv eller andre er sammen med vedkommende på sådanne svære dage. — Ordsprogene 17:17.

Nogle har fundet ud af at de der selv har mistet en ægtefælle, kan være til trøst. Annie, der har været enke i otte år, fortæller om sit samvær med en anden enke: „Hendes beslutsomhed gjorde stærkt indtryk på mig og opmuntrede mig til at komme videre.“

Ja, efter at være kommet sig over de første faser af sorgen kan enker og enkemænd blive en kilde til inspiration og håb for andre. To enker der omtales i Bibelen, den unge kvinde Rut og hendes svigermor No’omi, hjalp og støttede hinanden. Den rørende beretning beskriver hvordan disse kvinders omsorg for hinanden hjalp dem til at overvinde sorgen og klare den svære situation de stod i. — Rut 1:15-17; 3:1; 4:14, 15.

En tid til at helbrede

For igen at kunne finde glæde ved livet er den efterladte ægtefælle nødt til at finde den rette balance mellem det at bevare mindet om den afdøde og det at få dækket sine egne umiddelbare behov. Den vise kong Salomon erkendte at der er „en tid til at græde“. Men han sagde også at der skal være „en tid til at helbrede“. — Prædikeren 3:3, 4.

Paul, der blev nævnt ovenfor, illustrerer hvor svært det er at undgå at leve i fortiden. „Min kone og jeg,“ siger han „var som to unge træer der voksede op sammen og flettede sig ind i hinanden. Men så døde det ene træ og blev fjernet, og det andet stod tilbage og var helt deformt. Det føltes underligt at være alene.“ På grund af loyalitet mod en afdød ægtefælle nægter nogle at give slip på fortiden. Andre føler nærmest at det ville være troløst af dem at more sig og have det rart, og de vægrer sig derfor ved at gå ud og møde andre mennesker. Hvordan kan man nænsomt hjælpe enker og enkemænd til at blive ’helbredt’ — til at komme videre med deres liv?

Det første skridt kunne være at hjælpe den sørgende til at give udtryk for sine følelser. Herbert, der blev enkemand for seks år siden, siger: „Jeg satte særlig stor pris på det når gæster satte sig ned og stille lyttede når jeg fortalte om mine minder eller satte ord på noget der optog mit sind på det tidspunkt. Jeg var nok ikke altid lige spændende at være sammen med, men jeg var taknemmelig for den empati der blev vist mig.“ Paul var særlig rørt over den omsorg han fik fra en moden ven som regelmæssigt tog initiativ til at spørge ham hvordan han havde det følelsesmæssigt. Paul siger: „Jeg værdsatte hans oprigtige og milde måde at gribe det an på og fortalte ham ofte hvordan jeg havde det lige her og nu.“ — Ordsprogene 18:24.

Når den sørgende sætter ord på modstridende følelser som sorg, skyld eller vrede, tager vedkommende et afgørende skridt hen imod at acceptere sin nye situation. Det der  gav kong David styrken til at ’rejse sig’ og acceptere den sørgelige kendsgerning at hans nyfødte søn var død, var at han udøste sit hjerte for den bedste fortrolige ven man kan have, Jehova Gud. — 2 Samuel 12:19-23.

Selvom det er vanskeligt til at begynde med, er en der har mistet sin ægtefælle, nødt til på et tidspunkt at vende tilbage til sin daglige rutine. Kan du inddrage ham eller hende i nogle af dine daglige aktiviteter, såsom at købe ind eller at gå en tur? Kan du bede din ven om at hjælpe dig med et eller andet? Dét er også en måde at få folk ud af deres isolation på. Kunne en enke for eksempel passe dine børn eller vise dig hvordan hun tilbereder sin mest populære ret? Kunne en enkemand hjælpe med nogle reparationer på huset? Sådanne aktiviteter kan virke meget stimulerende, og desuden kan dét at blive bedt om hjælp forsikre vedkommende om at hans liv stadig har værdi.

Ved atter at åbne sig for andre vil den sørgende lidt efter lidt kunne genvinde livslysten og måske endda være i stand til at sætte sig nye mål. Det var tilfældet med Yonette, en 44-årig enke og mor. Hun mindes: „Det var så svært at komme tilbage til en fast rutine! At udføre de huslige pligter, at holde styr på pengesagerne og at tage mig af tre børn var virkelig hårdt.“ Med tiden lærte Yonette dog at håndtere situationen, og hun blev bedre til at kommunikere med sine børn. Hun lærte også at tage imod hjælp fra gode venner.

„Livet bliver ved med at være en dyrebar gave“

For at kunne yde effektiv hjælp er familie og venner nødt til at være realistiske. I måneder, eller endda år, sker der måske en gradvis bedring af den efterladtes tilstand, men alligevel kan vedkommendes sindstilstand svinge mellem relativ sindsro og dyb nedtrykthed. Hans „eget hjertes plage“ kan være meget stor. — 1 Kongebog 8:38, 39.

Det er i sådanne perioder med tungsind at den efterladte ægtefælle kan have brug for et blidt skub i den rigtige retning for at undgå at blive isoleret og afskåret fra livet omkring sig. Den form for hjælp og støtte har hjulpet mange enker og enkemænd til at få deres liv ind på en ny kurs. Claude, en 60-årig enkemand der nu er heltidsforkynder i Afrika, siger: „Livet bliver ved med at være en dyrebar gave, selv efter at man har oplevet den hjertesorg at miste sin ægtefælle.“

Efter at man har mistet sin ægtefælle, er livet ikke længere det samme. Men selvom ens livsledsager er gået bort, har man stadig meget at give andre. — Prædikeren 11:7, 8.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 11]

Sande venner vil blive ved med at være til rådighed og yde støtte

[Illustration på side 12]

 Dyrebare minder eller en hindring for at komme videre?

„Jeg beholdt mange af min mands personlige ting,“ siger Helen, hvis mand døde for nogle få år siden. „Jeg synes at disse ting vækker flere og flere gode minder efterhånden som tiden går. Jeg havde ikke lyst til at skille mig af med noget lige med det samme, for ens følelser kan ændre sig meget.“

I modsætning hertil siger Claude, der mistede sin kone for over fem år siden: „Jeg har ikke behov for at være omgivet af hendes personlige ting for at kunne værne om hendes minde. Jeg føler at det at skille mig af med dem har hjulpet mig til at acceptere kendsgerningerne og lette sorgprocessen.“

Ovennævnte udsagn viser hvor forskelligt man kan vælge at forholde sig til den afdødes ejendele. Kloge venner og familiemedlemmer vil derfor ikke prøve at presse deres egen mening om dette ned over hovedet på den efterladte. — Galaterne 6:2, 5.

[Illustrationer på side 9]

Er der nogle specifikke datoer hvor din hjælp ville være særlig værdsat?

[Illustration på side 9]

Husk at invitere dem med

[Illustrationer på side 10]

Inddrag enker og enkemænd i dine daglige aktiviteter eller i forskellige adspredelser