En værdifuld hjælp til at håndtere sygdom er den trøst vi får fra vores familie, venner og trosfæller.

En vens kærlige og betænksomme ord kan være som en beroligende balsam der lindrer og forfrisker. (Ordsp. 16:24; 18:24; 25:11) Men sande kristne er ikke kun interesseret i selv at blive trøstet. De tager initiativ til at „trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed [de] selv trøstes af Gud“. (2 Kor. 1:4; Luk. 6:31) Det erfarede Antonio, en områdetilsynsmand i Mexico, på første hånd.

Da Antonio fik stillet diagnosen lymfom, en form for leukæmi, blev han helt slået ud. Men han gjorde noget for at bekæmpe sine negative følelser. Hvad gjorde han? Han prøvede at lære nogle af Rigets sange udenad og sang dem højt så han kunne høre ordene og meditere over dem. Det trøstede ham også meget at bede højt og at læse i Bibelen.

Men Antonio må erkende at noget af det der hjalp ham mest, var hans trosfæller. Han siger: „Når min kone og jeg var helt nede i kulkælderen, bad vi en slægtning som er ældste i menigheden, om at komme og bede sammen med os. Det trøstede og beroligede os.“ Han fortsætter: „Faktisk hjalp vores familie og vores åndelige brødre os til på relativt kort tid at overvinde de negative følelser.“ Hvor var Antonio taknemmelig for at have så kærlige og omsorgsfulde venner!

Noget andet der kan hjælpe os i svære perioder, er den lovede hellige ånd. Apostelen Peter sagde at Guds hellige ånd er en ’fri gave’. (Apg. 2:38) Det sås tydeligt på pinsedagen år 33 da mange blev salvet. Men i udvidet forstand er den hellige ånd en gave der er tilgængelig for os alle, og som vi kan få i ubegrænset mængde. Så hvorfor ikke bede om at få rigeligt af den? — Es. 40:28-31.

Apostelen Paulus udholdt mange trængsler og så endda døden i øjnene. (2 Kor. 1:8-10) Alligevel var han ikke sygeligt angst for at miste livet. Det trøstede ham at vide at han kunne regne med Guds støtte. Han skrev: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel.“ (2 Kor. 1:3, 4) Paulus svælgede ikke i selvmedlidenhed. Tværtimod hjalp de prøvelser han blev udsat for, ham til at føle med andre og trøste dem når de havde det svært.

Antonio kom sig over sin sygdom og kunne derefter vende tilbage til rejsetjenesten. Han havde altid vist interesse for sine trosfæller, men nu gjorde han og hans kone en særlig indsats for at besøge og opmuntre de syge. For eksempel besøgte Antonio en alvorligt syg broder, og i samtalens løb fandt han ud af at broderen ikke havde lyst til at komme til møderne. „Det var ikke fordi han ikke elskede Jehova og brødrene,“ forklarer Antonio, „men sygdommen havde knækket ham følelsesmæssigt og fået ham til at tro at han ikke længere duede til noget.“

Noget Antonio gjorde for at opmuntre den syge broder, var at bede ham om at indlede med bøn ved en selskabelig sammenkomst. Selvom broderen følte sig utilstrækkelig, gik han med til det. Antonio fortæller: „Han bad sådan en smuk bøn, og bagefter var det som om han var et helt andet menneske. Han følte igen at han kunne bruges.“

Ja, i større eller mindre grad har vi alle måttet udholde smerter og lidelser. Men som Paulus sagde, kan dette udruste os til at trøste andre når de har et behov. Lad os derfor være opmærksomme på vores brødre og søstre når de lider, og efterligne vores Gud, Jehova, ved at være en kilde til trøst for andre.