Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDEMNE | BIBELEN – HVORDAN DEN HAR OVERLEVET

Bibelen har overlevet tidens tand

Bibelen har overlevet tidens tand

TRUSLEN: Papyrus og pergament var de materialer bibelskribenter og afskrivere hovedsageligt gjorde brug af. * (2 Timoteus 4:13) Hvordan gjorde disse materialer det svært for Bibelen at overleve?

Papyrus rives let i stykker og bliver misfarvet og gradvist skrøbeligere. Egyptologerne Richard Parkinson og Stephen Quirke siger: “Et ark kan med tiden blive så nedbrudt at det ender med blot at være et skelet af fibre og en håndfuld støv. Når en papyrusrulle opbevares, kan den mugne eller rådne på grund af fugt, og hvis den er gravet ned, kan den blive fortæret af gnavere og insekter, især af hvide myrer.” Nogle papyrushåndskrifter er efter at de er blevet fundet, blevet udsat for for meget lys eller fugt, hvilket har fremskyndet nedbrydningsprocessen.

Pergament er mere holdbart end papyrus, men også det forringes hvis det håndteres forkert eller udsættes for ekstreme temperaturer, fugt eller lys. * Pergament kan desuden blive angrebet af insekter. For oldtidsskrifter “er overlevelse mere undtagelsen end reglen”, står der i bogen Everyday Writing in the Graeco-Roman East. Hvis de materialer Bibelen blev nedskrevet på, ikke havde klaret tidens tand, var dens budskab gået tabt.

HVORDAN BIBELEN HAR OVERLEVET: Den jødiske lov påbød kongerne at “skrive en afskrift til sig selv af denne lov”, altså de første fem bøger i Bibelen. (5 Mosebog 17:18) Desuden udfærdigede professionelle afskrivere så mange håndskrifter at Skrifterne i det første århundrede e.v.t. kunne findes i synagoger overalt i Israel og endda i det fjerne Makedonien. (Lukas 4:16, 17; Apostelgerninger 17:11) Hvordan har nogle af de gamle håndskrifter overlevet helt frem til i dag?

De håndskrifter der er kendt som Dødehavsrullerne, overlevede i mange hundrede år i krukker gemt i huler i et tørt klima

“Jøderne plejede at anbringe skriftruller med Guds ord i kander eller krukker for at de kunne bevares for eftertiden,” siger Philip W. Comfort, der er forsker i Det Nye Testamente. Kristne tog tilsyneladende denne tradition til sig. Siden er gamle bibelhåndskrifter blevet fundet i sådanne lerkrukker, såvel som i mørke kamre og grotter samt usædvanligt tørre egne.

RESULTATET: Tusindvis af bibelhåndskrifter – hvoraf nogle er over 2.000 år gamle – har overlevet frem til vores tid. Ingen anden tekst er bevaret i så mange håndskrifter der er så gamle.

^ par. 3 Papyrus er et skrivemateriale fremstillet af en sumpplante af samme navn. Pergament er lavet af dyreskind.

^ par. 5 For eksempel blev det officielle dokument med den amerikanske uafhængighedserklæring skrevet på pergament. Nu, mindre end 250 år senere, er teksten falmet så meget at den knap nok kan læses.