Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er uddannelse og penge en garanti for en god fremtid?

Er uddannelse og penge en garanti for en god fremtid?

Mange tror at de der har en god uddannelse og mange penge, også har en lys fremtid. De mener at en universitetsuddannelse kan hjælpe én til at blive mere værd for et firma, blive mere værdsat i familien og blive en bedre borger. De tænker måske også at en god uddannelse vil kunne give dem et arbejde der giver en bedre løn, og at de der tjener mange penge, er lykkelige.

ET VALG MANGE TRÆFFER

Tænk over hvad Zhang Chen fra Kina siger: “Jeg troede at jeg blev nødt til at tage en universitetsuddannelse for at komme ud af fattigdom, og at et højtlønnet job ville give mig et godt og lykkeligt liv.”

For at få et bedre liv er mange ivrige efter at studere på kendte universiteter, måske et i et andet land. Det blev mere og mere udbredt indtil covid-19 begrænsede rejseaktivitet i hele verden. En rapport fra 2012 udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) siger: “Asiatere udgør 52 procent af alle dem der studerer i et andet land.”

Mange forældre arbejder hårdt så deres børn kan studere i udlandet. Qixiang fra Taiwan fortæller: “Mine forældre havde ikke mange penge, men de sendte alle os fire børn på college i USA.” For at kunne betale for uddannelserne måtte hans familie, ligesom mange andre, stifte stor gæld.

HVAD VISER RESULTATERNE?

Mange der har taget en høj uddannelse og stræbt efter rigdom, er ikke blevet lykkelige

Uddannelse kan forbedre ens liv på nogle områder, men det er ikke altid at man får det ud af det som man havde håbet på. Efter at have arbejdet hårdt i mange år og stiftet en masse gæld for at kunne betale for deres uddannelse, ender mange alligevel med ikke at kunne få det job de ønsker sig. I en artikel i Singapores Business Times skriver Rachel Mui: “Ledigheden blandt universitetsuddannede stiger og stiger.” Jianjie, der har flere universitetsgrader og bor i Taiwan, siger: “Mange har ikke andet valg end at tage et job der ikke har noget som helst at gøre med deres universitetsuddannelse.”

De der får et job inden for deres fagområde, får måske alligevel ikke det liv de havde håbet på. Niran, der er fra Thailand, tog til Europa for at studere på universitetet. Da han kom tilbage, fandt han et arbejde der passede til hans uddannelse. “Ligesom jeg havde forventet, hjalp min uddannelse mig til at få et job med en god løn. Men det krævede også mere af min tid og energi. På et tidspunkt blev de fleste medarbejdere i firmaet fyret, deriblandt mig. Det gik op for mig at intet job kan sikre en god fremtid.”

De der er rige og lever “det gode liv”, må stadig kæmpe med familieproblemer, sygdom og økonomiske bekymringer. Katsutoshi fra Japan indrømmer: “Jeg havde en masse penge, men andres misundelse og mobning gjorde mig meget frustreret.” Lam, en kvinde der bor i Vietnam, siger: “Jeg ser mange der stræber efter et godt betalt job for at opnå økonomisk sikkerhed, men ofte gør det dem bare mere bekymrede og endda syge og deprimerede.”

Ligesom Franklin er der mange der er kommet frem til at der er vigtigere ting i livet end en høj uddannelse og penge. I stedet for at lade deres liv dreje sig om penge og ting forsøger de at få en bedre fremtid ved at være et godt menneske og behandle andre godt. Er det dét der skal til for at få en lykkelig fremtid? Du kan læse svaret i den næste artikel.