Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

INTERVIEW | YAN-DER HSUUW

En embryolog fortæller hvorfor han tror på Gud

En embryolog fortæller hvorfor han tror på Gud

PROFESSOR Yan-Der Hsuuw leder forskningen i embryoer på National Pingtung University of Science and Technology i Taiwan. Han troede engang på evolutionen, men efter at han var blevet forsker, ændrede han synspunkt. Han har forklaret Vågn op! hvorfor.

Kan du fortælle lidt om din baggrund?

Jeg blev født i 1966 og voksede op i Taiwan. Mine forældres religion var en blanding af taoisme og buddhisme. Vi tilbad vores forfædre og bad til gudefigurer men overvejede aldrig om der fandtes en Skaber.

Hvorfor valgte du at studere biologi?

Som barn kunne jeg godt lide at passe kæledyr, og jeg ville gerne lære hvordan jeg kunne hjælpe syge dyr og mennesker. I en periode studerede jeg veterinærmedicin og senere embryologi – noget jeg håbede også ville hjælpe mig til at forstå livets oprindelse.

Dengang troede du på evolutionen. Hvorfor?

Professorerne på universitetet underviste i evolution og påstod at der var mange beviser for den. Jeg troede på dem.

Hvorfor begyndte du at læse Bibelen?

Der var to grunde. For det første tænkte jeg at blandt alle de guder som folk tilbad, måtte der være en af dem der var den største. Men hvilken af dem? For det andet vidste jeg at Bibelen er en meget respekteret bog. Jeg begyndte derfor at komme i bibelstudiegrupper.

Da jeg i 1992 begyndte at studere på det katolske universitet i Leuven i Belgien, besøgte jeg en katolsk kirke og spurgte præsten om han ville hjælpe mig til at forstå Bibelen, men det afviste han.

Hvordan fik du så svar på dine spørgsmål?

To år senere, mens jeg stadig var i Belgien i gang med at forske, mødte jeg Ruth, en polsk dame der var et af Jehovas Vidner. Hun havde lært kinesisk for at kunne hjælpe studerende der gerne ville lære om Gud. Jeg var meget glad for at møde hende, for jeg havde bedt til Gud om at få en sådan hjælp.

Ruth viste mig at selvom Bibelen ikke er en videnskabelig bog, stemmer den overens med videnskaben. For eksempel sagde bibelskribenten David i en bøn til Gud: “Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.” (Salme 139:16) Selvom David brugte poetisk sprog, havde han faktisk ret! Før kroppens dele dannes, findes instruktionerne til deres udvikling allerede. Bibelens nøjagtighed var med til at overbevise mig om at den er Guds ord. Jeg blev også klar over at der kun findes én sand Gud, Jehova. 1

Hvad overbeviste dig om at livet er skabt af Gud?

Et af målene med videnskabelig forskning er at finde ud af hvad der er sandt, ikke at bekræfte forudfattede meninger. Mine studier i embryoets udvikling fik mig til at ændre synspunkt, og jeg sluttede at livet var blevet skabt. Man kan illustrere det med ingeniører der designer samlebånd så de rigtige dele bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge og på den rigtige måde. Et fosters udvikling foregår på en måde der minder om dét, men er selvfølgelig langt mere kompleks.

Men hele processen starter jo med blot én befrugtet celle, ikke?

Jo. Denne mikroskopiske celle deler sig og dermed begynder celledelingsprocessen. I en periode fordobles antallet af celler i et tidsrum på mellem 12 og 24 timer. Tidligt i processen dannes de celler der kaldes stamceller. 2 Stamceller kan fremstille næsten alle de omkring 200 forskellige celletyper der er nødvendige for at danne en fuldt udviklet baby, for eksempel blodceller, knogleceller, nerveceller og så videre.

Mine studier i embryoets udvikling fik mig til at slutte at livet må være blevet skabt

De rigtige celler må fremstilles i den rigtige rækkefølge og på de rigtige steder. Først samler de sig til væv, som derefter igen samler sig og danner organer og lemmer. Hvilken ingeniør ville overhovedet drømme om at skrive instruktionerne til sådan en proces? Men instruktionerne til et fosters udvikling er forunderligt skrevet i dna’et. Når jeg tænker på hvor fantastisk det er, er jeg overbevist om at livet er designet af Gud.

Hvorfor blev du et af Jehovas Vidner?

Sagt med ét ord: kærlighed. Jesus Kristus sagde: “På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.” (Johannes 13:35) Denne kærlighed er upartisk. Den bliver ikke påvirket af en persons nationalitet, kultur eller hudfarve. Jeg har både observeret og selv mærket denne form for kærlighed da jeg begyndte at komme sammen med Jehovas Vidner.

^ 2. På grund af sin kristne samvittighed arbejder professor Yan-Der Hsuuw ikke med menneskelige embryonale stamceller.