Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HVAD GØR DIG LYKKELIG?

Tilgivelse

Tilgivelse

“I MIN FAMILIE VAR DET NORMALT AT MAN RÅBTE OG SKREG AD HINANDEN,” siger en kvinde der hedder Patricia. “Jeg lærte aldrig at tilgive. Selv som voksen kunne jeg i flere dage gå rundt og tænke på noget nogen havde sagt eller gjort, og det gik ud over min søvn.” Vrede og bitre følelser forhindrer både en i at være lykkelig og også i at have et godt helbred. Undersøgelser viser ligefrem at folk der har svært ved at tilgive, har tendens til at ...

  • lade deres vrede ødelægge venskaber, hvilket fører til ensomhed

  • blive fornærmede, bekymrede og endda deprimerede

  • gå så meget op i andres fejl at det tager glæden fra dem

  • føle at de ikke lever op til deres egne værdier

  • være mere stressede og døje med flere helbredsproblemer, deriblandt højt blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, gigt og hovedpine *

HVAD ER TILGIVELSE? Tilgivelse betyder at man holder op med at være vred og bitter, og at man ikke overvejer at gøre gengæld. Det vil ikke sige at man ser igennem fingre med en forkert handling, bagatelliserer den eller lader som om den slet ikke er blevet begået. Tilgivelse er derimod et velovervejet personligt valg der udspringer af et oprigtigt ønske om at skabe fred og om at opbygge og bevare et godt forhold til den anden part.

En der er tilgivende, er klar over at alle synder, eller fejler, i ord og handling. (Romerne 3:23) Gud giver os derfor denne tilskyndelse i Bibelen: “Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.” – Kolossenserne 3:13.

Tilgivelse er altså tydeligvis en vigtig del af det at vise kærlighed, som er det bånd der knytter mennesker sammen. (Kolossenserne 3:14) Ifølge Mayo Clinic resulterer tilgivelse i ...

  • at man har et bedre forhold til andre fordi man på den måde viser empati, forståelse og medfølelse

  • at man har det bedre med sig selv og et bedre forhold til Gud

  • at man bliver mindre bekymret, stresset og vred

  • at man er mindre plaget af depression

TILGIV DIG SELV. Ifølge tidsskriftet Disability & Rehabilitation kan det at tilgive sig selv være “noget af det sværeste der findes”, men samtidig er det “det der har størst betydning for ens helbred” – både fysisk og psykisk. Hvad kan hjælpe dig til at tilgive dig selv?

  • Forvent ikke for meget af dig selv, men acceptér at du, ligesom alle andre, fra tid til anden vil begå fejl. – Prædikeren 7:20

  • Lær af dine fejl så du lettere undgår at gentage dem

  • Vær tålmodig, for det kan tage tid at få bugt med dårlige vaner og uheldige personlighedstræk. – Efeserne 4:23, 24

  • Vær sammen med nogle der er positive og venlige, men som også er ærlige over for dig. – Ordsprogene 13:20

  • Vær hurtig til at sige undskyld hvis du kommer til at såre nogen. Når du holder fred med andre, vil det give dig ro i sindet. – Mattæus 5:23, 24

PRINCIPPERNE I BIBELEN VIRKER!

Da Patricia, der blev omtalt tidligere, begyndte at studere Bibelen, lærte hun at tilgive. “Jeg er blevet fri for den vrede der ødelagde mit liv,” fortæller hun. “Nu gør jeg hverken livet surt for andre eller for mig selv. Principperne i Bibelen viser at Gud elsker os og ønsker det bedste for os.”

En mand der hedder Ron, siger: “Jeg kunne ikke styre andres tanker og handlinger, men jeg kunne gøre noget ved mine egne. For at få indre fred var jeg nødt til at bekæmpe min vrede. Jeg begyndte at se fred og vrede som modpoler. De to ting ville aldrig kunne kombineres.” Nu har Ron det bedre med sig selv, og han har en god samvittighed.

^ par. 8 Kilder: Mayo Clinics og Johns Hopkins Medicines hjemmesider og tidsskriftet Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology.