Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Frisk luft og solskin – naturlige “antibiotika”?

Frisk luft og solskin – naturlige “antibiotika”?

DA FORSKERE opdagede kemiske antibiotika i midten af det 20. århundrede, håbede lægerne at disse nye lægemidler ville eliminere bestemte sygdomme. I begyndelsen virkede det som om de nye præparater levede op til forventningerne. Men den omfattende brug af dem har ført til udviklingen af antibiotikaresistente bakterier.

For at finde nye våben i kampen mod infektion har nogle forskere taget gammelkendte metoder til sygdomsbekæmpelse op til fornyet overvejelse. En af metoderne indbefatter at man udnytter de sundhedsmæssige fordele ved solskin og frisk luft.

En lektion fra fortiden

I England var der adskillige fortalere for de helbredende egenskaber ved sollys og frisk luft. Lægen John Lettsom (1744-1815) ordinerede havluft og solskin til børn der havde tuberkulose. I 1840 skrev kirurgen George Bodington at størstedelen af dem der arbejdede ude i det fri, som for eksempel landmænd og hyrder, ikke fik tuberkulose, mens de der opholdt sig meget indendørs, var mere modtagelige.

Florence Nightingale (1820-1910) blev berømt for sit banebrydende arbejde inden for sygepleje mens hun passede sårede britiske soldater under Krimkrigen. Hun skrev: “Hvem er nogensinde om natten eller tidligt om morgenen, inden vinduerne blev slået op, trådt ind i et rum med sovende mennesker ... uden at finde luften usundt indelukket og tung?” Hun anbefalede at luften i en patients værelse blev holdt lige så frisk som luften udenfor, uden dog at patienten fik det for koldt. Hun tilføjede: “Jeg kan uden tøven drage den slutning af alle mine erfaringer med syge, at de næst efter frisk luft først og fremmest har behov for lys ... Og det er ikke bare lys, men direkte sollys de har brug for.” Dengang var der også mange der mente at det var sundhedsfremmende at hænge sengelinned og tøj ud i solen.

Selvom der er sket meget inden for videnskaben siden 1800-tallet, har nyere undersøgelser ført til lignende konklusioner. For eksempel viser en undersøgelse foretaget i Kina i 2011 at der på overfyldte kollegier med dårlig udluftning “forekommer flere tilfælde af luftvejsinfektioner end normalt”.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er naturlig ventilation, der indbefatter at en bygning tilføres luft udefra, en vigtig faktor i forbindelse med infektionskontrol. Retningslinjer fra WHO udgivet i 2009 anbefaler derfor brugen af naturlig ventilation som et middel til at mindske risiciene for at der opstår infektioner på behandlingssteder. *

‘Det lyder alt sammen meget godt,’ siger du måske. ‘Men hvad er den videnskabelige forklaring? Hvad er det der gør at solskin og luft forebygger infektion?’

Naturens desinfektionsmidler

Undersøgelser der blev foretaget på et af det britiske forsvarsministeriums lokaliteter, giver nogle svar. Forskerne forsøgte at få klarlagt hvor lang tid luften ville forblive skadelig hvis et biologisk våben med sygdomsfremkaldende bakterier blev sprængt over London. For at kunne finde frem til levedygtigheden af luftbårne patogener blev E. coli-bakterier fastgjort til edderkoppesilke og udsat for frisk luft. Forsøget blev gennemført om natten da man ved at sollys dræber disse bakterier. Hvad skete der?

Et par timer senere var næsten alle bakterierne døde. Men når bakterier derimod blev opbevaret i en lukket kasse på samme sted og ved samme temperatur og luftfugtighed, var de fleste af dem stadig i live efter to timer. Hvorfor? Åbenbart er der noget i den friske luft der dræber bakterier. Hvad det er, har man endnu ikke identificeret. Men forskere peger på et stof der forekommer i udeluften, og som “virker som et naturligt desinfektionsmiddel mod patogener eller bakterier der findes i luften”.

Sollys har også desinficerende egenskaber. Tidsskriftet Journal of Hospital Infection siger: “De fleste mikroorganismer der forårsager luftbårne infektioner, kan ikke tåle sollys.”

Måske vil disse interessante oplysninger give dig lyst til at gå udenfor og tilbringe lidt tid i solen og få noget frisk luft. Det vil sikkert være godt for dig!

^ par. 8 Visse faktorer gør det måske uhensigtsmæssigt at lade vinduerne stå åbne. Det kunne være kvaliteten af udeluften, støj, brandregulativer og sikkerhedshensyn.