Gå direkte til indholdet

Hvorfor døde Jesus?

Hvorfor døde Jesus?

Hvad Bibelen siger

 Jesus døde for at menneskene kunne få deres synder tilgivet og opnå evigt liv. (Romerne 6:23; Efeserne 1:7) Jesus’ død beviste også at et menneske kan forblive loyal mod Gud selv når det kommer ud for den mest alvorlige prøve. – Hebræerne 4:15.

 Lad os se på hvordan ét menneskes død kunne udrette så meget.

  1.   Jesus døde for at vi kunne få ‘tilgivelse for vores synder’. – Kolossenserne 1:14.

     Det første menneske, Adam, blev skabt fuldkommen, uden synd. Men han valgte at være ulydig mod Gud. Adams ulydighed, eller synd, fik stor indflydelse på alle hans efterkommere. “Gennem det ene menneskes ulydighed,” forklarer Bibelen, “blev [mange] stillet som syndere.” – Romerne 5:19.

     Jesus var også fuldkommen, men han syndede aldrig. Derfor kunne han blive ‘et sonoffer for vores synder’. (1 Johannes 2:2) Adams ulydighed besmittede menneskeheden med synd, men Jesus’ død fjernede syndens virkninger fra alle der viser tro på ham.

     Adam solgte så at sige menneskeheden til synden. Ved villigt at dø for os tilbagekøbte Jesus menneskeheden. Det betyder at “hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig”. – 1 Johannes 2:1.

  2.   Jesus døde “for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv”. – Johannes 3:16.

     Adam var blevet skabt til at leve evigt, men hans synd resulterede i at han blev straffet med døden. Gennem Adam ‘kom synden ind i verden, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet’. – Romerne 5:12.

     I modsætning hertil fjernede Jesus’ død ikke alene syndens virkninger, men annullerede også dødsdommen for alle der viser tro på ham. Bibelen opsummerer det på denne måde: “Ligesom synden kom til at herske som konge sammen med døden, således skulle også den ufortjente godhed herske som konge ved retfærdighed og føre til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.” – Romerne 5:21.

     I dag har mennesker naturligvis stadig en begrænset levetid. Gud lover imidlertid at han vil give retfærdige mennesker evigt liv og oprejse de døde så de også kan få gavn af Jesus’ død. – Salme 37:29; 1 Korinther 15:22.

  3.   Jesus “blev lydig indtil døden” og beviste således at et menneske kunne være trofast mod Gud under en hvilken som helst prøve. – Filipperne 2:8.

     Selvom Adam havde et fuldkomment sind og legeme, adlød han ikke Gud fordi han selvisk ønskede noget der ikke tilhørte ham. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:6) Senere hævdede Guds ærkefjende, Satan, at intet menneske uselvisk ville adlyde Gud, især ikke hvis vedkommendes liv var på spil. (Job 2:4) Men det fuldkomne menneske Jesus adlød Gud og forblev loyal mod ham, idet han endog led en vanærende og smertefuld død. (Hebræerne 7:26) Derved var sagen endeligt afgjort: Et menneske kan forblive trofast mod Gud uanset hvilken prøve eller trængsel det kommer ud for.

Spørgsmål om Jesus’ død

  •   Hvorfor måtte Jesus lide og dø for at løskøbe menneskene? Hvorfor annullerede Gud ikke bare dødsdommen?

     Guds lov siger at “den løn synden betaler er døden”. (Romerne 6:23) Gud skjulte ikke denne lov for Adam, men fortalte ham at straffen for ulydighed ville være døden. (1 Mosebog 3:3) Da Adam syndede, holdt Gud, “der ikke kan lyve”, sit ord. (Titus 1:2) Adam gav ikke blot synden videre til sine efterkommere, men også syndens løn – døden.

     Skønt syndige mennesker fortjener at blive straffet med døden, har Gud vist dem sin “ufortjente godheds rigdom”. (Efeserne 1:7) Hans ordning i forbindelse med at frelse menneskeheden – ved at sende Jesus til jorden som et fuldkomment offer – var helt igennem retfærdig og virkelig barmhjertig.

  •   Hvornår døde Jesus?

     Jesus døde “ved den niende time”, regnet fra solopgang, eller omkring klokken tre om eftermiddagen under den jødiske påske. (Markus 15:33-37, fodnote) Denne dato svarer til fredag den 1. april år 33 ifølge nutidens kalendere.

  •   Hvor døde Jesus?

     Jesus blev henrettet på “det såkaldte Hovedskalsted, som på hebraisk kaldes Golgata”. (Johannes 19:17, 18) På Jesus’ tid lå dette sted “uden for porten” til Jerusalem. (Hebræerne 13:12) Det kan have været på en høj, for der siges at nogle “så til på afstand” da Jesus blev henrettet. (Markus 15:40) Det kan dog ikke med sikkerhed siges om det nuværende Golgata er identisk med dette sted.

  •   Hvordan døde Jesus?

     Mange tror at Jesus blev korsfæstet – henrettet på et kors – men Bibelen siger: “Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ. (Apostelgerninger 5:30, den danske autoriserede oversættelse) Bibelskribenter brugte to græske ord der henviser til det torturredskab Jesus blev henrettet på – staurosʹ og xyʹlon. Mange lærde har konkluderet at disse ord sigter til en opretstående pæl eller stolpe bestående af træ.

  •   Hvordan skulle Jesus’ død mindes?

     På aftenen for den årlige jødiske påske indførte Jesus en enkel procedure som disciplene fremover skulle følge, og han sagde til dem: “Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.” (1 Korinther 11:24) Nogle timer senere døde Jesus.

     Bibelskribenterne sammenlignede Jesus med det lam der blev ofret under den jødiske påske. (1 Korinther 5:7) Ligesom denne påske blev fejret for at minde israelitterne om at de var blevet udfriet fra trældom, sådan er højtiden til minde om Jesus Kristus’ død en påmindelse til kristne om at de er blevet udfriet fra synd og død. Den jødiske påske, der blev holdt den 14. nisan ifølge månekalenderen, var en årlig højtidelighed. De kristne i det første århundrede holdt også mindehøjtiden én gang om året.

     Hvert år, på den dato der svarer til den 14. nisan, mindes millioner af mennesker verden over Jesus’ død.