Gå direkte til indholdet

FORKLARING AF BIBELVERS

Filipperne 4:6, 7 – “I skal ikke være bekymret for noget”

Filipperne 4:6, 7 – “I skal ikke være bekymret for noget”

 “I skal ikke være bekymret for noget, men uanset hvad det drejer sig om, skal I lægge jeres ønsker frem for Gud gennem bøn og anråbelse samtidig med at I siger tak. Så vil Guds fred, som overgår al forstand, beskytte jeres hjerte og jeres sind gennem Kristus Jesus.” – Filipperne 4:6, 7, Ny Verden-Oversættelsen.

 “Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” – Filipperne 4:6, 7, den danske autoriserede oversættelse.

Hvad betyder Filipperne 4:6, 7?

 Når de der tilbeder Gud, har mange bekymringer, kan de bede til ham for at få trøst. Han lover at give dem en indre fred som vil hjælpe dem til at klare det der bekymrer dem, og beskytte deres tanker og følelser. I Vers 6 nævnes nogle former for bøn der kan hjælpe dem til at opnå en sådan fred.

 Anråbelser er bønner hvor en person inderligt beder Gud om hjælp. Man vil måske anråbe, eller anmode, Gud når man er i en presset situation eller er i fare, ligesom Jesus gjorde. (Hebræerne 5:7) Sådanne bønner bliver ofte gentaget mange gange.

 I sine bønner kan man fortælle Gud hvilke ønsker man har. “Uanset hvad det drejer sig om”, eller “i alle forhold”, kan Guds tjenere lægge deres ønsker frem for ham. Men sådanne bønner må være i overensstemmelse med Guds vilje, som vi kan læse om i Bibelen. – 1. Johannes 5:14.

 I sine bønner kan man også sige tak til Gud og udtrykke værdsættelse af alt det han har gjort og vil gøre for os. Når vi fokuserer på alle de grunde vi har til at takke Gud, hjælper det os til at se lyst på livet. – 1. Thessaloniker 5:16-18.

 Som svar på sådanne bønner giver Gud sine tjenere sin fred. “Guds fred” beskriver den indre ro man føler når man har et nært venskab med Gud. (Romerne 15:13; Filipperne 4:9) Denne fred “overgår al forstand” fordi den kommer fra Gud, og den kan hjælpe os meget mere end vi kan forestille os.

 Bibelverset siger at Guds fred kan beskytte vores hjerte. Det græske ord der her er oversat med “beskytte”, er beslægtet med et militærudtryk der beskriver hvad en garnison af soldater gjorde for at beskytte en befæstet by. På samme måde kan Guds fred beskytte en persons tanker og følelser og hjælpe ham til ikke at blive helt overvældet af bekymringer.

 Den fred som Gud giver, beskytter os “gennem Kristus Jesus”, for det er gennem Jesus at vi kan have et venskab med Gud. Jesus gav nemlig sit liv som en løsesum for vores synder, og hvis vi har tro på ham, vil vi blive belønnet og mærke Guds omsorg. (Hebræerne 11:6) Det er også gennem Jesus at vi kan nærme os Gud i bøn. Jesus sagde: “Det er kun gennem mig man kan komme til Faren.” – Johannes 14:6; 16:23.

Hvad er baggrunden for Filipperne 4:6, 7?

 Den bog i Bibelen der hedder Filipperne, er et brev som apostlen Paulus skrev til de kristne der boede i byen Filippi. a I det vi i dag kender som Filipperne, kapitel 4, tilskynder Paulus menigheden til at glæde sig, og han takker dem for deres gavmildhed, som havde glædet ham meget. (Filipperne 4:4, 10, 18) Han forklarer at man gennem bøn kan få Guds fred, og han peger på hvilke tanker og handlinger der vil føre til at man kan få hjælp fra “fredens Gud”. – Filipperne 4:8, 9.

a Lå i nutidens Grækenland.